Knivskarp FCK-svensker har endelig overbevist chefen

5. MAJ 2025 • 07:15SPORT

Jordan Larsson og Jacob Neestrup er uenige om, hvorfor det er gået så meget op og ned for svenskeren i FCK.

Ender en eller begge danske pokaler om nogle uger hos FC København, er det ikke mindst på grund af Jordan Larssons storform i forårssæsonen.

I søndagens sejr på 3-0 over Brøndby scorede svenskeren for fjerde kamp i træk i Superliga og pokalturnering.

Larsson har arbejdet sig ind som en af første brikker, som træner Jacob Neestrup placerer, når han skal sætte sit hold.

- Jeg har ikke gjort noget. Jeg har det bare sådan, at jeg går med min mavefornemmelse hver gang i forhold til at vælge de bedste spillere. Og lige nu er han fast mand på holdkortet.

- Det hjælper jo at sparke bolden i kassen. Men han har haft en god opstart og arbejdet hårdt. Han har altid været en god holdkammerat. Også når han har været sur på mig.

- Så har han haft nogle kampe, hvor alt ikke lige har siddet i skabet. Men tilliden til det hårde arbejde og til, at han bare skal have bolden én gang, og så ligger den i rusen, gør, at man holder ham på banen, forklarer FCK-træneren.

Larsson spillede også en stor rolle, da københavnerne vandt mesterskabet for to år siden. Men siden har han været marginalspiller, hvis han da ikke har været helt ude i kulden.

Det ændrede sig op til forårets kampe.

- Jeg sagde på første træningsdag, at man gerne må springe over i køen. Det har han taget meget bogstaveligt, forklarer Jacob Neestrup.

De to er til gengæld ikke enige om, hvorfor Larsson først for alvor folder sig ud nu. Ifølge den 27-årige offensivspiller har han ikke fået chancen, men Neestrup mener ikke, han har gjort det godt nok.

- Jeg tror, det er en kombination. Det er også svært som træner at vælge, hvem man skal spille med, når man har så mange gode spillere, siger Jordan Larsson.

- Jeg har stor respekt for, at han holder fast. Vi har haft vores op- og nedture og haft snakke, der var gode og mindre gode. Derfor har jeg respekt for, at han alligevel kan sætte mig i den position, som han og jeg har gjort.

- Uanset hvad der er sket, har vi stor respekt for hinanden, lyder det fra spilleren, der står noteret for syv A-landskampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT