Dansk golfkvinde fører hollandsk turnering efter førstedagen

16. MAJ 2025 • 22:41SPORT

Tre danskere er med i Dutch Ladies Open. Sofie Kibsgaard Nielsen ligger foreløbig nummer et i turneringen.

Den danske golfspiller Sofie Kibsgaard Nielsen topper tabellen efter første dag i Dutch Ladies Open i Holland.

Danskeren gik runden i 68 slag, hvilket er fire slag under banens par.

Sofie Kibsgaard Nielsen kvitterede med fire birdies og ingen bogeys efter 18 hullers golf og ligger derfor på en delt førsteplads i turneringen.

26-årige Kibsgaard skal de kommende dage forsøge at bevare topplaceringen i turneringen, som slutter søndag.

Også to andre danskere er med i Ladies European Tour-turneringen. Man skal dog lidt længere ned i tabellen for at spotte endnu et dannebrogsflag.

Cecilie Finne-Ipsen gik runden i fire slag over par og ligger derfor på en delt 83.-plads. Med fem bogeys og kun en enkelt birdie rakte det ikke til en højere placering efter førstedagen.

Den tredje dansker, der kan spottes ved greenen i Holland, er Smilla Sønderby. Hun ligger efter første runde syv slag over par på en delt 117.-plads. Tre dobbeltbogeys, tre bogeys og kun to birdies blev det til for Sønderby.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT