Dansk golfkomet sigter efter turneringssejr og top-25

15. JAN 2026 • 06:11SPORT

Jacob Skov Olesen har top-25 på DP World Tour som sæsonmål. Potentialet er til mere, mener ekspert.

Med en fremragende slutspurt i sæsonfinalen nåede Rasmus Neergaard i november sit erklærede mål om at blive forfremmet fra DP World Tour til den absolutte verdenselite på PGA Tour.

Det er meget inspirerende, mener kollega og ven Jacob Skov Olesen, der ligesom Neergaard har en fortid som collegespiller i USA.

- Det er den vej, jeg gerne selv vil gå. Når jeg rammer mit topniveau, er jeg der. Men de bedste spillere gør det jo 22 uger om året, og det er der, jeg skal hen, siger 26-årige Skov Olesen.

Han vandt den meget prestigefyldte amatørturnering The Amateur Championship i sommeren 2024 og sikrede sig senere samme år en fremtid som professionel på DP World Tour via en kvalifikationsturnering.

Opturen fortsatte i 2025 med seks top-10-placeringer og en samlet 41.-plads på sæsonranglisten, og den skal have et nøk op i 2026, fastslår han før starten på Dubai Invitational torsdag.

- Mit mål er at vinde en turnering og slutte i top-25 for sæsonen. Det er ambitiøst, men sådan skal det også være. Og så er der selvfølgelig delmål, der skal understøtte det.

- Jeg er tilfreds med sidste sæson. Det var over forventning. Men når det går godt, minder jeg mig selv om, at der stadig er en god portion spillere, der er bedre end mig. Man skal passe på med at falde hen, siger han.

Skov Olesen vil forbedre sig med de mindre jern, men generelt ligger han stabilt omkring gennemsnittet af DP World Tour-feltet eller pænt over i de fleste statistikker.

- Det er dejligt, at der ikke er en del af spillet, der er helt skæv. For mig handler det meget om at kunne sætte det hele sammen i en turneringsuge, så man kommer helt op og spiller med i toppen om søndagen.

Som eksempel kan nævnes majorturneringen The Open i 2025. Skov Olesen bragede fra land og delte føringen efter første runde, men endte med helt at misse cuttet.

- Topniveauet er der, når jeg rammer på alle cylindre. Men jeg skal gøre det over fire dage, og når presset bliver størst som ved The Open, siger han.

Golfkommentator hos Discovery og medvært på podcasten Golf Showet, Andreas Hartø, har stor tiltro til Skov Olesen.

- Han er måske lidt beskeden udadtil for at undgå alt for høje forventninger fra golfdanmark. Fordi vi har så mange profiler i dansk herregolf, er han lidt "glemt", men han har jo haft en kometkarriere.

- Det er altså sjældent set, at man slutter i top-50 på DP World Tour efter kun et år som professionel. Jeg har ret store forventninger og tror, han kan slutte i top-20, siger Hartø.

I så fald kommer Skov Olesen som minimum til at snuse til et PGA Tour-kort. Sidste år krævede det en 16.-plads og forrige år en 18.-plads at spille sig over Atlanten.

I nogenlunde samme del af feltet kommer Niklas Nørgaard til at ligge, spår Andreas Hartø. Den langtslående københavner er tilbage på DP World Tour efter et med egne ord "skuffende" år på PGA Tour.

- Niklas kender og føler sig komfortabel på banerne, og han virker meget motiveret. Men han skal have styr på sit korte spil. Hvis han får det, ville det ikke undre mig, hvis han får et rigtig godt år, siger Hartø.

Danmark er i 2026 repræsenteret af Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard på PGA Touren.

Alle fire kan også spille på DP World Tour, hvor Jacob Skov Olesen, Niklas Nørgaard og Jeff Winther derudover er faste indslag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT