Dansk fjerduo overmatcher estere og er videre ved EM

6. APR 2026 • 16:48SPORT

Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk havde problemer i andet sæt, men gik sikkert videre ved badminton-EM.

Den danske mixeddouble med Rasmus Espersen og Amalie Cecilie Kudsk er klar til ottendedelsfinalerne ved EM i badminton i spanske Huelva.

Mandag vandt duoen sikkert i to sæt over Mikk Õunmaa og Ramona Üprus fra Estland.

Esterne fik i første omgang ikke et ben til jorden, inden de formåede at give danskerne kamp til stregen. Kudsk og Espersen vandt med cifrene 21-8, 21-19.

Særligt indledningsvist var danskerne altdominerende, og på kort tid bragte de sig foran 12-0 i første sæt i deres åbningskamp.

Momentum skiftede kortvarigt, men esterne var aldrig i nærheden af et comeback.

Espersen og Kudsk var ikke lige så overlegne i andet sæt, og efter tre tabte point i streg stod det 15-15.

Esterne formåede således at skabe spænding mod slutningen på andet sæt, hvor danskerne imidlertid trak det længste strå.

I ottendedelsfinalen venter enten et par fra Tjekkiet eller et par fra Irland.

Danske singleprofiler som Anders Antonsen, Rasmus Gemke og Mia Blichfeldt skal først i aktion senere på ugen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT