Svensson maner til ro efter 7-0: Alt er ikke bare visket væk

5. APR 2026 • 22:08SPORT

Bo Svensson vandt 7-0 over Silkeborg i sin første kamp som FCK-træner. Men han dvæler ikke ved storsejren.

Som ny mand i cheftrænersædet håber man på en god start. Bo Svensson fik en regulær drømmestart, da han søndag for første gang stod i spidsen for FC København.

I Parken leverede FCK en forrygende indsats og skilte Silkeborg ad. 7-0 stod der på måltavlen ved slutfløjt i opgøret i Superligaens nedrykningsspil.

Svensson lagde ikke skjul på, at han var enormt glad for debuten, men allerede da han mødte pressen efter kampen, var armene taget ned igen.

- Vi skal også bare huske, at det her kun var én kamp, og alt er ikke bare visket væk, siger Svensson til fck.dk.

- Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, men vi fik sat et niveau for det, vi kan og skal levere, når vi er en klub som FC København. Det sætter et niveau, som vi også skal være i stand til at fastholde i fremtiden.

Efter måneders spille- og resultatmæssige lidelser for FC København røg cheftræner Jacob Neestrup ud for en lille uges tid siden. Og Svensson, der er tidligere spiller i klubben, blev hevet ind.

At dømme ud fra kampen mod Silkeborg var det en fornuftig beslutning fra FCK-ledelsen.

Veteranen Mathias "Zanka" Jørgensen lader sig som sin nye træner heller ikke rive med af storsejren, men Svensson besidder nogle kvaliteter, som passer godt til truppen, mener han.

- Han er en ærlig mand. Han er direkte omkring de krav, han sætter. Der bliver sat nogle simple krav, og så arbejder vi derfra. Det har truppen reageret godt på, og det er fedt, siger forsvarsspilleren til DR.

Mens Svensson fik en kanondebut, noterede Silkeborg-træner Kent Nielsen sig sit største nederlag i Superligaen i sin ellers lange trænerkarriere.

Over for Viaplay lagde han heller ikke skjul på, at det var en rigtig hård dag på kontoret for ham.

- Fodbold indeholder meget, og der er mange følelser, og det her var jo en skrækkamp stort set fra start til slut, lyder det fra træneren.

- Der er ikke andet end at holde hånden op og sige, at vi på alle områder blev overmatchet af et godt FCK-hold, der var effektivt.

FCK topper nedrykningsspillet, men kan blive overhalet, når runden spilles færdig mandag. Silkeborg ligger næstsidst og har kurs mod nedrykning.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT