Demonstrationer mod Maduro-sejr tager til efter stille morgen
Flere lande kræver gennemgang af valgsejr til Maduro. Imens går demonstranter på gaden i Caracas.
Der er mandag demonstrationer i dele af Venezuelas hovedstad, Caracas, i protest mod valgsejren til den siddende præsident, Nicolas Maduro.Resultatet anerkendes ikke af oppositionen og er blevet mødt med skepsis fra flere sider internationalt.
Efter en meget stille morgen i hovedstaden, hvor flere sagde, at de stadig var chokerede, begyndte demonstranter ved frokosttid at strømme ud på gaderne i flere kvarterer.
Imens blev Maduros sejr anerkendt af den venezuelanske valgmyndighed CNE, som oppositionen anklager for at fungere som en del af regeringspartiet.
Dusinvis af mennesker blev til hundredvis af mennesker, som sluttede sig til demonstrationerne på trods af regn.
Også et stort antal betjente er udstationeret i dele af byen.
- Den kommer til at falde, den kommer til at falde, denne regering kommer til at falde, råber demonstranter i et kvarter i Caracas.
Andre brænder Maduro-kampagnens bannere.
- Frihed, frihed, råber de.
21-årige Carolina Rojas, som tager del i protesterne, forklarer til nyhedsbureauet AFP, at hun har lukket sin forretning for at slutte sig til demonstrationer.
- Vi var skuffede. Dette (resultat, red.) afspejler ikke virkeligheden. Vi stemte imod Nicolas, siger hun.
40-årige David, som ikke ønsker at stå frem med efternavn, siger, at han er på gaden, "fordi der var svindel".
- De tilkalder hæren, men vi er nødt til at demonstrere, siger han.
Om morgenen kunne nogle borgere høres slå på potter og pander som et udtryk for utilfredshed.
Valget blev afholdt søndag, og der var på forhånd frygt for svindel fra flere sider.
Institutter havde spået en stor sejr til oppositionen. Men valgmyndigheden har sagt, at Maduro vandt 51,2 procent af stemmerne mod 44,2 procent til oppositionskandidaten, Edmundo Gonzalez Urrutia.
En række lande har afvist resultatet, blandt andet USA.
Ni latinamerikanske lande har udsendt en fælles meddelelse, hvor de opfordrer til en gennemgang af resultatet.
Det er Argentina, Costa Rica, Ecuador, Guatemala, Panama, Paraguay, Peru, Den Dominikanske Republik og Uruguay. De "kræver en fuldstændig gennemgang af resultaterne med tilstedeværelse af uafhængige valgobservatører".
/ritzau/AFP