Clara Tauson bryder kedelig stime på græs

16. JUN 2025 • 15:54SPORT

Clara Tauson er videre til anden runde i WTA-turneringen i Nottingham med sejr i to sæt over Kimberly Birrell.

Hvis man kan tale om et hadeunderlag for Clara Tauson, så er det græs.

I hvert fald havde den 23-årige danske tennisspiller indtil mandag ikke vundet en eneste kamp på græs i en hovedturnering i seniorkarrieren.

Tauson var noteret for to sejre og syv nederlag på græsunderlaget, og de to sejre kom begge i kvalifikationen til Wimbledon i 2023.

Men den kedelige stime blev brudt i første runde af WTA 250-turneringen i Nottingham med en sejr på 7-5, 6-2 over australske Kimberly Birrell.

- Det er min første sejr i en kamp i en hovedturnering på græs nogensinde. Så jeg er meget glad. Kimberly er god på græs, så det var en god sejr for mig, siger Tauson i vinderinterviewet.

Tauson, der rangerer som nummer 23 i verden, var trods statistikken på græs vurderet til at være favorit mod Birrell, der er nummer 79 i verden.

Mens Tauson spillede sin første kamp på græs i denne sæson, havde Birrell allerede spillet en håndfuld kampe på underlaget.

Måske var det årsagen til, at Tauson kom rustent fra start og blev brudt i sit første serveparti.

Tauson brød dog tilbage med det samme og udlignede til 1-1. Senere brød danskeren selv til 4-3-føring, men australieren brød tilbage og udlignede til 4-4.

I det tætte åbningssæt slog Tauson til på et perfekt tidspunkt med endnu et servegennembrud til sætsejr på 7-5.

Der var større forskel i andet sæt, og mens Tauson spillede stabilt og servede godt, var sagen en anden hos Birrell.

Tauson brød australieren og kom foran 3-1 og kort efter 4-1, men australieren kæmpede videre for at holde sig inde i kampen og reducerede til 2-4.

I slutfasen løftede Tauson sit niveau endnu mere og vandt de to sidste partier og dermed kampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT