Celtic-træner forsvarer Schmeichel efter skidt europæisk aften
Kasper Schmeichel blev buhet af egne fans i Europa League-opgøret mod Stuttgart. Fire mål gik ind.
Fodboldklubben Celtic med den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel mellem stængerne var selv skyld i 1-4-nederlaget torsdag aften i Europa League på hjemmebane mod tyske Stuttgart.Det fortæller Celtics træner, Martin O'Neill, efter opgøret.
Kasper Schmeichel havde en dårlig aften i Glasgow, og han så særlig skidt ud ved tyskernes første og tredje mål.
Efterfølgende blev Schmeichel buhet af hjemmeholdets fans, når han havde bolden, skriver Sky Sports.
- Det er en hård aften for os. Vi var i mange henseender skyld i vores eget nederlag og indkasserede nogle dårlige mål, siger Martin O'Neill ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg vil overveje alle mulige ting, men Kasper (Schmeichel, red.) har gjort det rigtig godt, siden jeg kom til klubben, tilføjer Celtic-træneren.
Martin O'Neill blev hevet ind som træner for Celtic FC i begyndelsen af året, efter at Wilfried Nancy blev fyret.
73-årige O'Neill er en elsket figur i Celtic. Han stod i spidsen for klubben fra 2000-2005. Torsdag aften var hans kamp nummer 1000 i hans trænerkarriere, skriver AFP.
O'Neill mener, at Celtic ikke forsvarede sig godt nok mod det tyske Bundesliga-hold.
- Det helt åbenlyse er, at vi ikke forsvarede os godt nok i løbet af kampen, og jeg synes, at målene kunne være undgået, siger han til Celtic TV efter kampen.
Cheftræneren ønsker ikke at dvæle ved nederlaget, men vil i stedet kigge fremad mod Celtics næste kamp søndag i den skotske liga.
Celtic skal møde Stuttgart på udebane torsdag i næste uge, hvor holdet skal forsøge at avancere i Europa League trods et svært udgangspunkt.
/ritzau/
