Canadier får fornøjelsen af Alcaraz i semifinalen

14. NOV 2025 • 23:06SPORT

Canadiske Felix Auger-Aliassime har for første gang spillet sig i semifinalen ved ATP Finals.

Semifinalefeltet til ATP Finals blev fredag aften fuldendt.

I en tæt dyst vandt Canadas Felix Auger-Aliassime 6-4, 7-6 over tyske Alexander Zverev og tog dermed andenpladsen i sin gruppe bag Jannik Sinner.

Det er første gang i to forsøg, at verdens nummer otte når semifinalen i sæsonfinalen.

Her venter på papiret en noget mere vanskelig modstander i skikkelse af verdensetteren Carlos Alcaraz.

Og går Felix Auger-Aliassime hele vejen til finalen, kan det meget vel ende med et gensyn med Jannik Sinner, som i sin semifinale står over for Alex de Minaur.

Men bare semifinalepladsen må betegnes som en stor succes for Auger-Aliassime, som åbnede turneringen med et nederlag til netop Sinner.

Siden rejste han sig med en sejr over amerikanske Ben Shelton, og det førte til den direkte dyst om en semifinaleplads.

Både Auger-Aliassime og Zverev værnede om egen serv, og det var småt med åbningerne i første sæt.

Canadieren afværgede de to muligheder, tyskeren fik, og foran 5-4 slog han selv til på sin fjerde sætbold.

Ingen af spillerne formåede at bryde hinanden i andet sæt, men der var hård kamp om pointene, og det tog alligevel 1 time og 16 minutter at afvikle.

Zverev viste god moral ved at vende 0-2 til 4-3 i tiebreaken, men på Auger-Aliassimes første matchbold slog tyskeren for langt.

Den dobbelte vinder af ATP Finals er dermed færdig i turneringen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT