Brutalt boksebrag i Manila fylder 50 år

Onsdag er det 50 år siden, Joe Frazier og Muhammad Ali bragede sammen i legendariske "Thrilla in Manila".

I 1989 genså en ærlig Muhammad Ali sin måske mest legendariske kamp med Thomas Hauser, der et par år senere udkom med en biografi om den amerikanske bokselegende.

"Thrilla in Manila", der onsdag fylder 50 år, var det tredje og sidste opgør mellem Ali og Joe Frazier, og den hensynsløse fight i en sveddryppende filippinsk arena satte varige spor hos begge.

Den blev afviklet lidt før klokken 11 lokal tid for at passe bedre til det gigantiske publikum, der verden over fulgte med via tv og biografer.

Uden for havde temperaturen rundet 30 grader, og inden for skabte fugtigheden og projektørerne saunaagtige tilstande.

Frazier snakkede om 50 grader, og Ali mente, at han havde været "tættere på døden end nogensinde" i et tempofyldt møde mellem to viljestærke mestre, der nåede deres grænser.

Den lidt større og tungere Ali startede bedst, men havde hverken held med en hurtig knockout eller den kække rope-a-dope-taktik, der fungerede så effektivt mod George Foreman i "Rumble in the Jungle" året forinden.

Frazier var ovenpå, men mesteren Ali gav sig ikke i kampen om ringens midte, og da Fraziers venstre øje lukkede til i 13. omgang, blev det en ensidig affære, som træner Eddie Futch stoppede på en slagen Fraziers vegne efter 14 af de planlagte 15. omgange.

Trods sine beskedne 31 år, da kampen fandt sted, nåede en mærket Frazier aldrig tilbage på toppen.

Blot to kampe blev det til i tiden efter de 14 pinefulde omgange i Manila, og Frazier slap aldrig helt den vrede, som Alis utallige stikpiller gennem årene havde skabt.

- Jeg hadede Ali. Gud bryder sig muligvis ikke om, at jeg snakker på den måde, men det er i mit hjerte.

- Jeg ved, at tingene ville have været anderledes for mig, hvis han ikke havde været der. Jeg ville have fået meget mere respekt. Min egen slags ville have sat større pris på mig.

- I 20 år har jeg kæmpet mod Ali, og jeg ønsker stadig at skille ham ad og sende ham tilbage til Jesus, sagde Frazier blandt andet om ærkerivalen ifølge The Guardian og fulgte senere op ved at antyde, at Alis Parkinson-sygdom var en straf for hans ord og handlinger.

- Manila betyder ikke noget mere. Han er færdig, og jeg er her stadig, sagde Frazier, der som 67-årig døde i 2011 efter kort tids kræftsygdom. Fire år senere gik Ali bort.

Hadet var ikke grundløst, erkendte Ali senere. Som vanligt før sine store kampe var han stor i slaget før alle tre opgør mod Frazier.

Frazier støttede i første omgang Alis ret til at nægte at gøre militærtjeneste og advokerede for at få ophævet den medfølgende karantæne, men stemningen vendte drastisk op til deres første møde i 1971, som Frazier vandt.

Frazier var ifølge Ali en "Uncle Tom" - et øgenavn til sorte, der er hvide underdanige - og Frazier holdt fast i fødenavnet Cassius Clay, som Ali havde forkastet som "sit slavenavn".

Fraziers børn blev drillet i skolen, og familien modtog dødstrusler, men Ali fortsatte både før og efter revanchesejren i 1974 latterliggørelsen og slyngede lystig om sig med begreber som dum, grim og en gorilla for at beskrive Frazier.

Sidstnævnte indgik i Alis lyriske oplæg til ende på trilogien og var med til at navngivne braget i Filippinerne.

- A killa and a thrilla and a chilla, when I get that gorilla in Manila.

Ali undskyldte i eftertiden ofte og mange gange over for Frazier.

- Joe har på sin vis ret. Jeg har sagt mange ting i kampens hede, som jeg ikke skulle have sagt. Kaldt ham navne, jeg ikke burde have brugt. Jeg undskylder for det. Jeg er ked af det. Det var for at promovere kampene, sagde Ali til New York Times i 2001.

Frazier satte med egne ord pris på undskyldningen, men påpegede siden, at Ali aldrig leverede den direkte til hans ansigt.

Ali forsvarede i de følgende år sine bælter seks gange, inden nederlag til Leon Spinks og Larry Holmes reelt satte en stopper for en karriere spækket med mytiske brag.

Sonny Liston var den mest skræmmende modstander, George Foreman var den stærkeste og Floyd Patterson var den med flest boksemæssige kvaliteter, fastslog Ali i sin samtale med Thomas Hauser i 1989.

- Men den sejeste og mest hårdføre var Joe Frazier. Han bragte det bedste frem i mig, og den bedste fight var i Manila.

- Jeg kunne mærke, at skete noget med mig, som jeg ikke havde oplevet tidligere. Gud velsignede mig den dag.

- Det var som om, jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, og så tog Gud mig resten af vejen.

/ritzau/