BILLEDSERIE: PSG-fans fejrer CL-triumf overalt i Paris

1. JUN 2025 • 03:22SPORT

Fans har samlet sig foran Eiffeltårnet og på Champs-Élysées efter sejren i Champions League-finalen.

Paris Saint-Germains sejr over Inter i Champions League-finalen bliver natten til søndag fejret i den franske hovedstad.

PSG-fans har samlet sig flere steder i byen for at feste efter klubbens 5-0-sejr over den italienske modstander.

Ellevilde fans er strømmet til Champs-Élysées og Place Trocadero foran Eiffeltårnet for at fejre triumfen med raketter og romerlys.

I løbet af natten meddelte politiet i Paris, at næsten 300 personer var blevet anholdt. Omkring Champs-Élysées havde politiet sat ind med vandkanoner, efter at der var opstået slagsmål.

Med sejren i München lykkedes det omsider den storsatsende franske klub at hente det trofæ, som klubbens qatarske ejere har jagtet i 14 år.

Siden overtagelsen i 2011 har Qatar Sports Investments hentet profiler som Neymar, Kylian Mbappé og Lionel Messi til klubben, men de er nu væk, og i stedet blev drømmen indfriet med et dynamisk kollektiv.

Den parisiske 5-0-sejr lørdag aften er den største finalesejr i både Mesterholdenes Europa Cup og Champions Leagues historie.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT