Beskedne 3412 tilskuere ser sydafrikansk sejr ved klub-VM

18. JUN 2025 • 07:20SPORT

Blot 3412 tilskuere var på plads, da Mamelodi Sundowns tirsdag slog Ulsan fra Sydkorea i Orlando.

Tilskuertallene og mange tomme sæder har været en del af den foreløbige historie om klub-VM i USA.

Og natten til onsdag dansk tid blev der sat bundrekord, da blot 3412 tilskuere mødte frem for at se Mamelodi Sundowns fra Sydafrika spille mod Ulsan fra Japan.

Det skete i Orlando på et stadion med plads til 25.500 tilskuere, og med til historien hører, at opgøret blev udskudt i godt en time på grund fra 18.00 til 19.05 lokal tid - angiveligt på grund af fare for lyn.

Der kom dog hverken lyn, torden eller regn, og Mamelodi, der har danske Flemming Berg som sportsdirektør, endte med at vinde opgøret 1-0 til stor glæde for gruppen af højlydte og festklædte Mamelodi-fans.

Kampen var på forhånd udset til et af de opgør, der formentligt ville tiltrække færrest tilskuere, og det er, inden alle hold har været i aktion, også med afstand det opgør med det laveste tilskuertal.

Forleden så 11.974 tilskuere argentinske River Plate slå Urawa Red Diamonds 3-1 i Seattle, hvilket var det hidtil laveste tilskuertal.

De 3412 tilskuere i Orlando svarer omkring til lidt mere end halvdelen af Vejles gennemsnit på hjemmebane i Superligaen i den forgangne sæson eller knap Esbjergs gennemsnit på hjemmebane i 1. division.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT