Bayern-firkløver river Leipzig itu i vild ligaåbning

22. AUG 2025 • 22:33SPORT

Harry Kane scorede hattrick, da Bayerns offensiv udraderede RB Leipzig i en voldsom magtdemonstration.

Spil til ét mål. Lussing. Legestue.

Fodboldordbogen har mange ord for klasseforskel, men orker man ikke at slå op i den, kan man bare se Bayern Münchens indsats mod RB Leipzig i fredagens åbning af sæsonens Bundesliga.

Allerede ved pausen var det sydtyske mesterhold foran 3-0, og ydmygelsen fortsatte i anden halvleg. Et hattrick af Harry Kane gav slutresultatet 6-0.

Gæsterne fra det østlige Tyskland hører til i toppen af tysk fodbold, men fredag i München lignede det top mod bund.

Hjemmeholdet sad fuldstændig på opgøret fra start, og især Bayerns offensive firkløver med Michael Olise, Serge Gnabry, nyindkøbet Luis Diaz og målræv Harry Kane kunne Leipzig slet ikke holde styr på.

Det lykkedes at holde stand frem til 27. minut. Her bankede Olise mestrene i front efter et flot opspil, og bare fem minutter senere blev føringen fordoblet.

Denne gang var det Luis Diaz, som havde sidste fod på endnu et angreb, hvor Leipzig trods en dyb position på banen blev reduceret til træningskegler i hurtige Bayern-kombinationer.

Péter Gulácsi i Leipzig-målet fik ti minutters pause fra at hente bolden ud af nettet. Så rykkede Gnabry og fandt Olise, der bragede mål nummer tre ind få minutter fra pause.

Den store føring fik Bayern til at tage for let på tingene i starten af anden halvleg. Det gav Leipzig mulighed for at komme ind i kampen, men gæsterne fik ikke omsat et godt kvarter til en reducering.

I stedet stemplede Harry Kane ind på måltavlen. Denne gang indtog Luis Diaz oplæggerrollen, mens Kane afsluttede køligt efter en sparkefinte.

Da en flot reducering af Antonio Nusa to minutter efter blev trukket tilbage for en forkert igangsætning, var der ikke mere i gæsterne.

Kane plaffede sit 64. Bundesliga-mål ind et kvarter før tid. I Bundesliga-kamp nummer 64 for den engelske målmager, som fire minutter senere fuldbyrdede sit hattrick på en kontra.

Et klart signal blev sendt til rivalerne. De skal stå tidligt op, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at detronisere sydtyskerne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT