Barcelona sejrer sikkert over ni frustrerede mallorcanere
Dommeren var i fokus med et kontroversielt mål og to røde kort til Mallorca, da mestrene åbningssejrede.
Mestrene fra FC Barcelona kom godt fra land i La Liga, da man lørdag aften kunne rejse fra Mallorca med en sejr på 3-0, efter en kamp hvor Mallorca fik to udvisninger allerede før pausen.Fra start lignede Mallorca et hold, som fortsat var på sommerpause, da Barcelona hurtigt straffede en døsig mallorcansk bagkæde.
Lamine Yamal smækkede et indlæg ind til Raphinha, som helt upresset kunne heade bolden ind fra nært hold.
Målet vækkede øboerne en smule. Lidt efter lidt kom de bedre med og fik også en stor chance, som Vedat Muriqi brændte midtvejs i halvlegen.
Kort efter førte en meget kontroversiel situation til Barcelonas 2-0-mål. En Mallorca-spiller lå ned i feltet efter at være blevet ramt i hovedet af en bold, og dommer José Luis Munuera tog fløjten til munden.
Men i stedet for at afblæse spillet på grund af hovedskaden lod han bolden springe lidt rundt mellem nogle spillere uden for feltet, før Ferrán Torres adskillige sekunder efter hamrede bolden ind.
Der opstod meget forvirring, men til stor frustration for Mallorca-spillerne fik målet lov til at stå. Og den frustration kunne hjemmeholdet ikke slippe igen.
Manu Morlanes brokkede sig til et gult kort i situationen, og da han ti minutter senere nedlagde Lamine Yamal, fik han endnu et af slagsen og røg i bad.
Som om det ikke var nok, gik der kun fem minutter yderligere, før dommer Munuera sikrede sig en fremtrædende plads i Mallorca-fansenes sorte bog.
Muriqi jagtede en hoppende bold og tog benet højt op for at nå den, da Barcelona-keeper Joan Garcia kom ud og headede bolden væk. Muriqis støvle ramte Garcia i hovedet, og det kostede et gult kort.
Dommeren blev dog hevet ud til VAR-gennemsyn og valgte at ændre det gule kort til et direkte rødt kort.
9 mod 11 i mere end en halvleg og nede 0-2 var løbet kørt for hjemmeholdet. Med vreden og frustrationerne uden på tøjet holdt man stillingen til pausen.
I noget der lignede en 5-3-formation kæmpede Mallorca efter pausen for at undgå en lussing. Og det lykkedes.
Barcelona gik markant ned i tempo, måske i sympati med den hårdt ramte modstander og måske på grund af de 35 graders varme på ferieøen.
Det lignede, at Mallorca skulle holde målet rent i anden halvleg trods nogle gode tilbud til Barcelona, men i overtiden hamrede Lamine Yamal endnu en scoring ind.
/ritzau/
