Barcelona åbner Camp Nou for fanbesøg efter to år i eksil
23.000 fans får mulighed for at se Barcelona træne på Camp Nou, der er under ombygning.
Efter mere end to år i eksil vender FC Barcelona for en kort stund tilbage på hjemmebanen Camp Nou.Fredag 7. november træner Andreas Christensen og co. på klubbens ikoniske hjemmebane, der de seneste to år har været under gennemgribende ombygning.
23.000 fans får mulighed for at overvære træningen, såfremt de køber en billet. Prisen er cirka 37 kroner for klubbens medlemmer og det dobbelte for ikkemedlemmer.
- Træningsseancen skal også fungere som en teknisk og operationel test for at sikre, at tekniske systemer, adgangsveje og forskellige faciliteter fungerer korrekt. Testen er en del af stadionets gradvise genåbningsproces, skriver klubben på sin hjemmeside.
Byens brandmyndigheder har blandt andet udtrykt bekymring for stadionets evakueringsveje og rejst flere andre sikkerhedsspørgsmål.
Når stadionet er helt færdigbygget, kan det huse 105.000 tilskuere. Ombygningsprisen er estimeret til cirka 11,2 milliarder kroner.
FC Barcelona spiller aktuelt sine hjemmekampe på byens olympiske stadion. Holdet rykker tilbage på Camp Nou, når klubben - formentlig senere i 2025 - får grønt lys til at lukke 45.000 tilskuere ind.
Ombygningen begyndte 1. juni 2023. Ifølge de oprindelige byggeplaner skulle hele ombygningen allerede have været færdig i november 2024.
Siden er der flere gange meldt om forsinkelser. Klubben forventer, at renoveringsprojektet er helt overstået til sommer.
/ritzau/AFP
