Tyrkiet udelukker 149 spilleglade fodbolddommere
149 tyrkiske fodbolddommere er blevet udelukket i 8-12 måneder, oplyser landets fodboldforbund.
Det Tyrkiske Fodboldforbund (TFF) har handlet hurtigt, efter at forbundet i mandags kunne offentliggøre, at 371 ud af 571 aktive dommere i professionelle fodboldrækker brød reglerne ved at have en bettingkonto.Fredag har forbundet udelukket 149 af dommerne fra at dømme kampe i 8-12 måneder. Det oplyser forbundets disciplinærinstans.
Yderligere tre dommere er under fortsat undersøgelse og ser muligvis ind i en straf.
De øvrige dommere er i første omgang frikendt. Selv om det strider mod reglerne for en dommer i en professionel række at have en spillekonto, har en del af dommerne ikke benyttet deres spillekonti til at gamble fra.
Andre dommere var til gengæld flittige gamblere og er blandt de straffede. I mandags oplyste TFF, at en enkelt dommer havde placeret 18.227 væddemål, mens ti dommere havde placeret over 10.000 væddemål.
22 af dommerne med en bettingkonto er tilknyttet den bedste tyrkiske fodboldrække, Süper Lig. Syv af dem er hoveddommere i rækken, mens 15 af dem er linjedommere.
/ritzau/AFP
