Badmintonlandstræner er en anelse skuffet over VM-åbning

22. AUG 2022 • 13:33SPORT

Tre danske singler gik mandag videre ved VM, mens tre røg ud. Kenneth Jonassen var en anelse skuffet.

Det blev en blandet dansk dag, da singlerne mandag tog hul på VM i badminton i Tokyo.

Viktor Axelsen, Rasmus Gemke og Line Christophersen spillede sig forholdsvis sikkert videre, mens Anders Antonsen, Hans-Kristian Vittinghus og Line Kjærsfeldt alle røg ud af turneringen.

Landstræner Kenneth Jonassen mener, at det var en dag delt i to halvdele.

- Det så godt ud på papiret i nogle gode førsterundesejre. I de sidste tre kampe vidste vi godt, vi var oppe imod svære modstandere, og der lykkedes det os ikke at få vores bedste spil frem.

- Selvfølgelig lidt med forskelligt udgangspunkt og vidt forskelligt niveau af modstandere. Men man kan ikke undgå at være en anelse skuffet, siger Kenneth Jonassen.

Anders Antonsen var seedet som nummer tre i turneringen, men efter et 2022 med formsvigt og skader var det ikke så overraskende, at han tabte med 15-21, 19-21 til japaneren Kenta Nishimota.

Antonsen kalder sin præstation "lidt blandet", men han synes, at der var elementer af fint spil.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have haft mere ud af det, når chancen bød sig, og det er jeg rigtig ærgerlig over, at jeg ikke fik lukreret på det, men omvendt så havde jeg ikke de store forventninger, og det var ikke noget, jeg sagde for at underspille mig selv.

- Det er rigtig længe siden, jeg har spillet, og jeg mangler kamptræning, siger Antonsen.

Han nåede dog at sætte pris på oplevelsen efter en svær periode.

- Jeg nåede lige at stoppe halvt op og sætte pris på de situationer, jeg har savnet at stå i, hvor det er tæt, og hvor der har været noget på spil, og nerverne også spiller ind og den slags.

- Det var enormt fedt at mærke den del igen. Det har jeg savnet, lyder det fra Antonsen.

De danske vindere i single skal i aktion igen tirsdag, hvor doublespillerne også træder ind i turneringen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT