Badmintonkvinder skuffer mod Bulgarien i EM-finalen
Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt tabte skuffende sine kampe i et dansk finalenederlag på 1-3 til Bulgarien.
Danmarks badmintonkvinder har gennem de seneste mange år siddet solidt på EM for hold, men søndag formiddag blev de danske kvinder stødt af tronen efter et skuffende finalenederlag til Bulgarien ved turneringen i Tyrkiet.De danske kvinder tabte 1-3. Singlerne Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt skuffede særligt med nederlag i de to første singlekampe.
Line Christophersen gav danskerne lidt håb med en sejr, men afgørelsen faldt, da damedoublen med Amalie Kudsk og Amalie Schulz tabte til et bulgarsk par.
Siden 2006 har Danmarks badmintonkvinder inden dette års turnering vundet syv ud af de ni udgaver. De seneste fem gange er det blevet til guld, men den stime blev altså brudt.
Kjærsfeldt, der ligger nummer 18 på verdensranglisten, åbnede med at tabe 21-8, 20-22, 16-21 til den undertippede bulgarer Kaloyana Nalbantova, der ligger nummer 59 i verden.
Mia Blichfeldt skulle forsøge at bringe danskerne tilbage på sporet, men hun skuffede ligeledes med et nederlag. Danskeren, der ligger nummer 20 i verden, tabte 20-22, 13-21 til Stefani Stoeva, der er nummer 85 på verdensranglisten.
Danmark fik reduceret, da Line Christophersen levede op til favoritværdigheden med en suveræn sejr over Gergana Pavlova.
Det ændrede dog ikke på, at der var pres på damedoublen med Amalie Kudsk og Amalie Schulz, og det endte altså også i et sikkert nederlag i to sæt, 11-21, 9-21, til Stefani Stoeva og Gabriela Stoeva fra Bulgarien.
Det er første gang, at Bulgariens badmintonkvinder vinder EM for hold.
Senere søndag spiller de danske herrer finale mod Frankrig.
/ritzau/
