B93 fyrer cheftræner og forfremmer Kasper Lorentzen

6. DEC 2024 • 11:58SPORT

Kasper Lorentzen forfremmes fra assistent til cheftræner i B93, der har fyret Kim Engstrøm som cheftræner.

B93, der spiller i den næstbedste danske fodboldrække, har valgt at stoppe samarbejdet med Kim Engstrøm som cheftræner.

I stedet skal assistenttræner Kasper Lorentzen overtage rollen som ny cheftræner. Det oplyser B93 fredag på klubbens hjemmeside.

Kasper Lorentzen har aldrig tidligere været cheftræner for et seniorhold. Men han har en lang karriere i Superligaen som offensiv midtbanespiller for Brøndby, Randers FC og FC Nordsjælland.

Han nåede i sin aktive karriere at spille seks landskampe for Danmark, ligesom det blev til et hav af ungdomslandskampe.

Han var ramt af flere alvorlige knæskader og stoppede i 2015 karrieren som bare 29-årig.

Kim Engstrøm blev ansat som B93-træner i juni 2022, og han førte i sin første sæson holdet op i 1. division.

Sæsonen efter sikrede han B93 overlevelse i den næstbedste række, mens holdet i denne sæson frister en tilværelse i bunden af rækken med 18 point efter 18 kampe.

Lars Lüthjohan, der er bestyrelsesformand og fungerende sportschef i B93, takker den afgående cheftræner for samarbejdet.

- Kim har spillet en afgørende rolle i B93's succes de seneste år. At føre os op i NordicBet Ligaen og derefter sikre overlevelse i sidste sæson er imponerende præstationer, som vi er ham dybt taknemmelige for.

- Kim er en virkelig dygtig og vellidt træner, og derfor har det også været en meget svær beslutning at træffe, siger formanden til klubbens hjemmeside.

Kim Engstrøm er ærgerlig over, at samarbejdet slutter nu, men han respekterer klubbens beslutning.

- Jeg ser med stolthed tilbage på de sidste to og et halvt år, hvor vi sammen har fået sat B93 på fodboldlandkortet igen.

- Oprykningen til Nordic Bet Ligaen vil naturligvis stå som et højdepunkt, da det var en kæmpe præstation af alle omkring holdet.

- Men også sidste sæsons overlevelse står tydeligt, hvor vi undervejs måtte overvinde mange udfordringer, siger Kim Engstrøm.

Mandag sagde B93 farvel til Peer Lisdorf, der stoppede som cheftræner for klubbens fodboldkvinder, der spiller i landets bedste række. Christian Falk blev torsdag udpeget som afløser.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT