Arsenal-træner nægter at lade brag mod City definere sæsonen
Der venter fem svære opgør efter storkampen mod Manchester City, betoner Arsenal-træner Mikel Arteta.
Onsdagens Premier League-brag mellem Manchester City og Arsenal kan meget vel blive en indikation på, hvem der ender med det engelske mesterskab.Men opgøret er ikke i sig selv altafgørende, minder Mikel Arteta om på pressemødet op til kampen.
Før opgøret fører London-holdet rækken med fem point ned til Manchester City, som til gengæld har to kampe i hånden.
- Vi vidste fra begyndelsen, at City og Liverpool var de hold, der skulle slås. De fortjener anerkendelse for det, de har gjort de seneste seks eller syv år, siger Arteta ifølge Reuters.
- Vi ville lukke hullet til dem så meget som muligt, og nu er vi med i opløbet.
- Vi vidste, at vi skulle til Etihad, og derefter har vi fem meget svære kampe. Så kampen (onsdag, red.) bliver meget vigtigt. Kommer den til at definere hele sæsonen? Svaret er nej, lyder det fra spanieren.
Arsenal har længe ligget lunt i svinget til at vinde sit første mesterskab siden 2004 og sit 14. i alt. Men de seneste tre kampe er endt uafgjort, og forspringet er begyndt at smuldre.
Alligevel er Arteta godt tilfreds med den position, holdet befinder sig i før slutspurten.
- Vi vidste fra starten, at hvis du skal vinde Premier League, skal du tage til Tottenham og slå dem. Du skal tage til Chelsea og slå dem.
- Det er det, vi har gjort. Det er derfor, vi er her, og nu skal vi til City og slå dem. Hvis du vil være mester, skal du vinde disse kampe. Så simpelt er det, påpeger Arsenal-træneren ifølge AFP.
Manchester City og Arsenal brager sammen onsdag klokken 21.
/ritzau/