Danske EU-politikere kritiserer deltagelse i Ruslands 9. maj-parade

8. MAJ 2025 • 16:48UDLAND

SF mener, at EU skal finde sanktionsværktøjskassen frem. Ifølge Venstre skal der være tale om politisk signal.

EU burde overveje at sanktionere imod medlemslande, som deltager i paraden den 9. maj i Moskva.

Det mener SF's Villy Søvndal, der i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen De Grønne.

- Jeg synes, at man burde overveje at gøre brug af de to værktøjer, EU har i det her tilfælde: at tilbageholde penge og at fratage stemmeretten i EU-Ministerrådet.

- Jeg synes, at man burde få flere værktøjer til at sanktionere imod lande og personer, der arbejder imod EU, siger Villy Søvndal

Paraden i Moskva afholdes den 9. maj hvert år for at fejre Sovjetunionens sejr over Nazityskland.

Onsdag landede Slovakiets premierminister, Robert Fico, og Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, i Moskva for at deltage i fejringen. Serbien er et EU-kandidatland.

Enkelte EU-parlamentarikere har også annonceret deres deltagelse. Der er blandt andre tale om to tyske parlamentarikere fra partiet Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW).

- Jeg synes, at det er lidt noget andet, når det er EU-parlamentarikere, fordi de ikke repræsenterer et helt land. Men det siger noget om, at vi har nogle ekstremister i det her parlament.

Endnu en kritisk røst kommer fra Venstres Morten Løkkegaard, der i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen Renew.

Han kalder deltagelsen i paraden "skandaløs".

Løkkegaard mener ikke, at der skal være tale om sanktioner endnu.

- Der er grænser for, hvad man kan gøre ved det, men det sender et bizart signal at tage aggressorens parti i denne her sag.

- Man burde demonstrere, at man står sammen. Jeg synes, det er en holdningssag, men jeg ved ikke, om sanktioner er det rigtige, siger Morten Løkkegaard.

Enhedslistens Per Clausen fra Venstrefløjsgruppen er enig i, at der burde være konsekvenser.

- Deltagelse i dette arrangement, mens Rusland er i færd med en angrebskrig mod Ukraine, er naturligvis helt uacceptabel - og vil - også i Rusland - blive opfattet som en klar støtte til Rusland.

EU's udenrigschef, estiske Kaja Kallas, har tidligere sagt, at EU ikke vil acceptere, at hverken medlemslande eller kandidatlande deltager i paraden.

- Enhver deltagelse i 9. maj-paraden og festlighederne i Moskva vil ikke blive taget let på fra europæisk side, i betragtning af at Rusland fører en fuldskala-krig i Europa, sagde Kallas.

Hun har endnu ikke kommenteret, om deltagelsen vil få konsekvenser - eller hvilke konsekvenser i så fald.

Torsdag gentog Kallas dog advarslen. Det skete i forbindelse med et møde for EU-landenes udenrigsministre i Warszawa.

- Jeg vil understrege, at man kan ikke stå side om side med Putin den 9. maj, hvis man virkelig ønsker fred. Det var Putin, der startede krigen.

- De, der virkelig ønsker fred, bør være i Ukraine frem for Moskva i morgen, sagde Kaja Kallas torsdag.

Tirsdag lød det fra det russiske parlament, Kreml, at i alt 29 statsledere deltager i paraden fredag. Blandt dem er Kinas Xi Jinping og Brasiliens Luiz Inacio Lula da Silva.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT