Formel 1-mandskab bænker ung australier for Colapinto
Jack Doohan er efter blot seks grandprixer udskiftet med Franco Colapinto hos Alpine.
Efter blot seks grandprixer som fast kører er Jack Doohan sendt på bænken i Formel 1.Alpine meddeler således på sin hjemmeside, at den 22-årige australier i foreløbigt de kommende fem grandprixer bliver erstattet af Franco Colapinto.
Den 21-årige argentiner vender dermed tilbage til feltet, efter at han kørte de sidste ni grandprixer for Williams i seneste sæson.
Det blev til to placeringer i top-10 og i alt fem point for Colapinto, og det er fem point mere, end Doohan foreløbigt har hentet i sin Formel 1-karriere.
Alpine-bilerne kan ellers godt hente point. Det har holdets førstekører Pierre Gasly bevist i Bahrain og sprintløbet i Miami. I alt har han syv point indtil videre i sæsonen.
Doohan er ikke fyret. Han fortsætter som reservekører for Alpine, mens Colapinto er bag rattet. Første grandprix med den ordning bliver i Italien 18. maj.
/ritzau/