Amorim om Højlund før premiere: Han er en mulighed
Rasmus Højlund er stadig Manchester Uniteds spiller, fastslår Ruben Amorim før sæsonpremieren mod Arsenal.
Rasmus Højlund er ikke forsvundet fra Ruben Amorims radar, selv om den danske angriber over sommeren har været rygtet til flere forskellige klubber.Det siger portugiseren forud for søndagens sæsonpremiere mod Arsenal.
- Han er endnu en mulighed. Rasmus er stadig vores spiller, siger Amorim ifølge BBC kortfattet på fredagens pressemøde.
Der var store forventninger til Rasmus Højlund, da han i sommeren 2023 blev hentet til Premier League-klubben.
Danskeren har bidraget med 26 mål i 95 kampe. I Premier League er det blot blevet til 14 af slagsen, og han har undervejs haft nogle lange scoringstørker.
I den forgangne sæson blev det til masser af spilletid, men United havde som hold en miserabel sæson og endte lige over nedrykningsstregen i ligaen.
Det har fået klubben til at tage spenderbukserne på over sommeren, hvor både Bryan Mbeumo og Benjamin Sesko er hentet til offensiven for store millionbeløb.
Sidstnævnte har været i klubben i mindre end en uge, men er klar til at bidrage fra start, slår Amorim fast.
- Vi har ikke haft meget tid, men han er klar. Fysisk er han klar, og det er vigtigt i vores liga. Han er klar til at spille, og vi må se, om det bliver fra start, siger Ruben Amorim.
Træneren er begejstret for sin nyerhvervelse.
- Jeg er rigtig glad. Jeg synes, han har stort potentiale, og jeg kan se "Ben" spille angriber for Manchester United i en lang periode, siger Amorim.
/ritzau/
