Alcaraz cruiser videre i jagten på første Australian Open-trofæ
Carlos Alcaraz har nået kvartfinalen ved Australian Open med en overbevisende sejr over Tommy Paul.
Carlos Alcaraz jagter sin første titel ved Australian Open, og tidligt søndag morgen dansk tid kom han et skridt tættere på.Den spanske verdensetter var i ottendedelsfinalen oppe imod amerikanske Tommy Paul og vandt uden store problemer i tre sæt - 7-6, 6-4, 7-5.
Dermed har Carlos Alcaraz nået kvartfinalen uden at smide et eneste sæt. Og selv om det på cifrene kunne se ud, som om Tommy Paul var godt med i søndagens opgør, så var det ikke rigtig tilfældet.
Med undtagelse af kampens allerførste serveparti, som han tabte, gav Carlos Alcaraz intet væk i sine egne servepartier og udnyttede sine chancer, når han spillede sig til breakbolde.
- Han startede virkelig stærkt med nogle virkelig gode slag, så det var lidt svært i begyndelsen. Men jeg vidste, at jeg ville få mine chancer, siger Carlos Alcaraz efter sejren ifølge AFP.
- Overordnet var det en kamp på virkelig højt niveau fra begge sider, og jeg er glad for at vinde i tre sæt, siger Carlos Alcaraz.
Carlos Alcaraz skal nu møde Alex de Minaur eller Alexander Bublik i kvartfinalen.
Hvis spanieren går hele vejen og vinder Australian Open, vil han med sine 22 år blive den yngste spiller nogensinde til at have vundet alle fire grand slam-turneringer.
/ritzau/
