Aalborg henter afløser for René Antonsen i GOG

23. DEC 2025 • 12:44SPORT

Svenske Anton Lindskog skifter til sommer fra GOG til Aalborg Håndbold som afløser for anfører René Antonsen.

Aalborg Håndbold har fundet afløseren til René Antonsen, da klubbens anfører skifter til franske Nantes til næste sæson.

Det bliver den 32-årige svenske stregspiller Anton Lindskog, der til sommer skifter fra GOG og har skrevet under på en etårig aftale med klubben.

Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.

- Med gårsdagens afgang af René Antonsen til HBC Nantes har vi handlet hurtigt og sikret os en god aftale med Anton, som vi kender indgående fra den danske liga gennem de seneste sæsoner, siger teammanager Martin Larsen i pressemeddelelsen.

Lindskog har været i GOG siden 2023 og spillede tidligere i de tyske bundesligaklubber SG Flensburg-Handewitt og HSG Wetzlar.

- Jeg glæder mig til at trække den røde trøje over hovedet og løbe ind foran de mange tusinde fans i Sparekassen Danmark Arena. Det bliver helt sikkert sjovere end at komme her som modstander, siger Anton Lindskog i meddelelsen.

Stregspilleren har spillet 29 landskampe for Sverige og scoret 13 mål. I Herreligaen har han i denne sæson scoret 28 mål og leveret 11 assister for GOG, der ligger på fjerdepladsen efter 18 kampe.

Aalborg Håndbold ligger på førstepladsen med 36 point. Det er 12 point foran Skanderborg AGF på andenpladsen.

Teammanager Martin Larsen vurderer, at Lindskog i næste sæson kommer til at passe perfekt ind på stregpositionen sammen med Simon Hald og Felix Möller, efter at man mandag solgte 33-årige René Antonsen til Nantes.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT