AaB vil sikre likviditet til strategi med kapitaludvidelse

4. NOV 2025 • 09:28SPORT

Går det som AaB-bestyrelsen håber, rejser klubben 75 millioner kroner med en kapitaludvidelse i 2026.

Det koster penge at satse på en hurtig retur til Superligaen og til at satse mere på udvikling af egne talenter. Også flere end der aktuelt er i kassen hos fodboldklubben AaB.

Nordjyderne fra 1. division oplyser til fondsbørsen, at man igangsætter arbejdet for en kapitaludvidelse primo 2026.

Klubben oplyser, at målet er en kapitaludvidelse på 75 millioner kroner, som skal sikre likviditet til klubbens udmeldte strategier.

- Baggrunden for en kapitaludvidelse er at sikre likviditet med henblik på at realisere den af bestyrelsen vedtagne strategi for klubben, herunder fokus på udvikling af nordjyske talenter fra AaB Akademiet, sportslig succes og målet om langsigtet økonomisk bæredygtighed, lyder det i meddelelsen.

Der vil være fortegningsret for eksisterende aktionærer. Det betyder, at eksisterende aktionærer er sikret retten til at købe aktier i den udmeldte emission, så deres ejerandel af klubben ikke udvandes.

Forventningen til regnskabet for 2025 er fortsat et resultat mellem nul og minus ti millioner kroner.

Bestyrelsen vil inden længe indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Her skal stemmes om, hvorvidt aktionærerne vil give bemyndigelse til kapitaludvidelsen.

Tyske SSE22 ejer 50,51 procent af klubben, hvorfor det må regnes for givet, at forslaget stemmes igennem.

Hvis SSE22 vil bevare samme ejerandel, skal selskabet købe en tilsvarende procentdel af de nye aktier i emissionen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT