35 betjente kommer til skade under uro ved tysk pokalkamp
Fans af Mannheim og Kaiserslautern ville i totterne på hinanden under en tysk pokalkamp.
Det gik voldsomt for sig, da Waldhof Mannheim og Kaiserslautern fredag tørnede sammen i første runde af den tyske pokalturnering i fodbold.Hele 35 politibetjente endte med at komme til skade, da de forsøgte at dæmpe gemytterne mellem de to klubbers ophedede fangrupperinger.
Det oplyser en talskvinde for politiet til det tyske nyhedsbureau dpa.
I alt kom 85 personer til skade under urolighederne, og otte personer blev kørt til et nærliggende hospital. Der er umiddelbart ikke tale om alvorlige skader, fastslår politiet.
De to klubbers fans har et anspændt forhold til hinanden. De to byer ligger under en times kørsel fra hinanden, og det udsolgte lokalopgør var på forhånd betegnet som en højrisikokamp. I alt var der udstationeret 1400 betjente til at tage sig af sikkerheden før, under og efter opgøret.
Både hjemmeholdets fans og de 3500 medrejsende fans fra Kaiserslautern antændte flittigt pyroteknik i løbet af opgøret.
Det hele eskalerede dog forud for den forlængede spilletid efter 90 målløse minutter.
De to holds spillere havde gang i en større diskussion, og samtidig kastede Kaiserslauterns fans pyrotekniske genstande ind mod et afsnit med hjemmeholdets fans.
Det fik Mannheims fans til at storme banen og opsøge en konfrontation. Politiet lagde sig imellem og havde blandt andet politiheste på banen i bestræbelserne på at bringe situationen under kontrol.
Den forlængede spilletid var i fare for at blive aflyst, men til sidst lykkedes det at skabe sikre nok rammer til at kunne gennemføre den resterende del af kampen.
Politiet skal nu efterforske en lang række overtrædelser, herunder overfald, hærværk, forstyrrelse af den offentlige orden, angreb på betjente og brud på fyrværkeriloven, skriver dpa.
RITZAU
