220 beskadigede medaljer fra OL og PL skal erstattes
Omkring fire procent af de medaljer, der blev uddelt ved OL eller PL, skal erstattes på grund af skader.
For mange atleter er en olympisk medalje den ultimative drøm, men kvaliteten af det eftertragtede stykke metal er tilsyneladende ikke altid fra øverste hylde.Monnaie de Paris, der står for at producere mønter i Frankrig, har således fået henvendelser om at erstatte 220 medaljer, der sidste år blev uddelt ved de olympiske og paralympiske lege.
Det svarer til cirka fire procent af de 5084 medaljer, der samlet set blev uddelt ved legene sidste år.
Allerede under OL var der forlydender om medaljer, der ikke levede op til atleternes forventninger.
Der var klager om tegn på rust og skader i overfladen. Blandt andre lagde den amerikanske skateboarder Nyjah Huston et billede op af en bronzemedalje, der havde mistet en del af farven.
- De her OL-medaljer ser gode ud, når de er helt nye, men efter at have været tæt på min svedige hud i noget tid, og efter at jeg har ladet mine venner have den på over weekenden, er de åbenbart ikke i så god kvalitet, som man skulle tro, lød det fra amerikaneren.
Det forsøger arrangørerne nu at råde bod på.
- Monnaie de Paris har erstattet nogle af dem og fortsætter med at erstatte dem efter ønske fra atleterne, lyder det i en udtalelse.
Også Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har understreget, at man vil erstatte medaljer, der har taget skade.
De nye medaljer er identiske med dem, der blev uddelt i sommer, men får et beskyttende lag af lak.
Danmark vandt ni medaljer ved OL og ti ved det efterfølgende PL.
/ritzau/AFP