Molslinjen siger farvel til Kombardo-ørehænger efter ti år

2. JUN 2025 • 09:40INDLAND/KRIMINAL

Mandag morgen har Molslinjens nye sang premiere. Det betyder, at Kombardo-sangen bliver lagt i graven.

Uanset om man elsker eller hader Kombardo-sangen, er det næsten umuligt ikke at nynne med, når den spiller på Molslinjens færger.

Men nu er det slut. Molslinjen siger farvel til ørehængeren, som spiller, når en af Molslinjens færger ankommer til havnen i Aarhus eller på Odden.

Det skriver Molslinjen i en pressemeddelelse.

Kombardo-sangen, som har været afspillet siden 2015, er en omskrivning af Jørgen Wedeges hit "Jamaica".

Men Molslinjen vil have en sang, de selv står bag.

- Vi får brug for en sang, som vi selv har lavet og selv har alle rettigheder til, så vi kan bruge den bredt og samle vores rederi på tværs af alle vores ruter, udtaler Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus, i meddelelsen.

Molslinjen har samarbejdet med et musikstudie om den nye sang, som modsat den gamle kendingsmelodi kommer i forskellige versioner.

Grundsangen er den samme, men for eksempel har udgaven til Øresundslinjen to vers på henholdsvis dansk og svensk.

Der arbejdes også på en særlig udgave til Bornholm, oplyser Molslinjen.

Den nye sang har premiere mandag morgen, mens Kombardo-sangen blev afspillet for sidste gang søndag aften.

- Hvis der pludselig skulle være et folkekrav om at få den gamle sang tilbage, så ville vi selvfølgelig lytte - men jeg tror og håber, at den nye sang vil blive lige så langvarig en succes som den gamle, lyder det fra Kristian Durhuus.

I et interview med mediet Markedsføring siger Molslinjens marketingdirektør, Birgitte Kold Ingwersen, at hun er "superspændt" på reaktionerne på den nye sang.

- Det er jo klart, at når man piller ved noget, der har været her i så mange år, og som næsten alle har et forhold til - om de elsker det eller elsker at hade det - så er man da spændt.

Hun vil til mediet ikke oplyse, hvad budgettet på den nye sang og den nye kampagne "Den smarte vej" er.

Hun vil heller ikke sige, hvilke musikere der har hjulpet med at lave sangen. Man har bevidst valgt "unge upcoming artister, fordi det skal være Molslinjens sang og fortælling, det handler om", siger hun til Markedsføring.

I april i år blev Kombardo-sangen kaldt "en fortættet maggiterning af dum danskhed" i Politikens sektion Listen.

- Man har lyst til at tage et langt bad for at vaske så meget toksisk folkelighed af sig, lød det.

Molslinjen har ti sejlruter og driver sammen med Herning Turist også busruten Kombardo Expressen. Molslinjen har en flåde på 18 skibe.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT