Uro og for lidt sol og vind har givet den dyreste strøm siden 2022
Den gennemsnitlige rå elpris steg i september til det højeste niveau i knap fire år, skriver energiselskab.
Svag vind og lidt sol kombineret med høje gaspriser som følge af geopolitiske uroligheder har sendt elpriserne op og gør september til den dyreste måned siden december 2022.Den gennemsnitlige rå elpris den forgangne måned ender således på 1,07 kroner per kilowatt-time øst for Storebælt og 1,05 kroner per kilowatt-time vest for.
Dertil kommer så moms, afgift og tariffer.
Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.
- Der har desværre ikke været nok vind og sol til at presse priserne ned i september, siger kommerciel chef Troels Skipper og fortsætter:
- Dermed har den høje gaspris, som er forårsaget af geopolitiske uroligheder, været styrende for elprisen i store dele af måneden.
Til sammenligning kostede strømmen i snit 0,62 kroner per kilowatt-time øst for Storebælt og 0,54 kroner per kilowatt-time vest for Storebælt i september sidste år.
OK understreger i pressemeddelelsen, at regningen dog ikke bliver større for forbrugerne i Danmark end sidste år, da elafgiften i 2026 - og også næste år - er sænket til EU's minimumssats.
Ud over at september har været den dyreste måned i rå elpriser siden december 2022, har der ifølge OK også været "meget store udsving i elprisen" i månedens løb.
Mandag den 14. september var elprisen eksempelvis over fem kroner per kilowatt-time i kortere tidsrum.
I den modsatte ende af prislejet har "flere weekenddage budt på masser af timer med elpriser omkring nul kroner".
Energiselskabets kommercielle chef opfordrer til, at man holder øje med priserne og indretter sig efter dem.
- Det bliver også vigtigt hen over vinteren, hvor vi vil se flere store udsving i strømprisen. Men udsvingene giver altså også mulighed for, at man kan sænke sin elregning, siger Troels Skipper i pressemeddelelsen.
Den gennemsnitlige elpris har indtil videre i 2026 været over en krone per kilowatt-time i fire af årets hidtil 40 uger. To af ugerne har været i september.
RITZAU
