KØB ABONNEMENT

Kirkens Korshær åbner digital genbrugsbutik for gamere

INDLAND/KRIMINAL • 29. SEP 2026 • 11:26

Genbrugsbutikken skal sælge donerede "skins" og bliver verdens første af sin slags, oplyser Kirkens Korshær.

Kirkens Korshær åbner en digital genbrugsbutik, hvor gamere kan købe digitale genstande fra computerspillet "Counter-Strike".

Butikken sælger donerede "skins", som er virtuelle genstande, der benyttes i spillet som en måde at ændre det kosmetiske udseende af for eksempel et våben eller en karakter. Et skin har ingen decideret effekt ud over det visuelle præg på eksempelvis et våben i spillet.

Det oplyser Kirkens Korshær i en pressemeddelelse og kalder den digitale genbrugsbutik verdens første af sin slags.

Ifølge organisationen skal pengene fra salget af de donerede genstande gå til Kirkens Korshærs arbejde for børn og unge i udsatte positioner.

- Med secondhand-skins vil vi gøre genbrug enkelt og relevant for en ny målgruppe.

- Gamere kan give ting, de ikke længere bruger, et nyt liv og samtidig støtte for eksempel børn og unge i udsatte positioner i Danmark, udtaler Morten Østergaard Sørensen, kommunikationschef i Kirkens Korshær, i meddelelsen.

I computerspillet "Counter-Strike" kan spillere handle og bytte disse skins.

Nogle af spillets skins er sjældne og er i enkelte tilfælde blevet handlet for flere millioner kroner.

Et utroligt sjældent skin – en såkaldt "AK-47 Case Hardened Seed 661" – blev ifølge det norske medie Tek.no solgt for omkring 6,5 millioner kroner i 2024.

Det virtuelle våben var ellers ikke blevet set i ti år, skriver mediet.

Ligeledes findes der spilhjemmesider, som tilbyder, at kunderne kan bruge disse skins som betalingsmiddel.

Ifølge Kirkens Korshær vil de med initiativet undersøge, om digitale genstande kan genbruges og få værdi for andre.

Blandt unge danske mænd mellem 18 og 25 år har hver tredje handlet med skins og såkaldte items i computerspil.

Det viser et forskningsprojekt fra Københavns Universitet fra 2024.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT