Tre gange flere henvendelser til autohjælp midt i snevejr
Antallet af henvendelser til autohjælp i Vestjylland er tre gange højere end normalt på grund af snevejret.
Den vestjyske afdeling hos SOS Dansk Autohjælp oplever "rødglødende" telefoner på grund af søndagens kraftige snebyger.Det siger Nicki Petersen, der er vagthavende hos SOS Dansk Autohjælp Vestjylland, til TV 2 søndag.
Han fortæller, at antallet af henvendelser er tre gange højere end normalt.
- Det er noget stressende, men vi er heldigvis vant til, at det kan ske på denne tid af året. Så vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe så mange som muligt.
Opkaldene dækker over fritrækninger, starthjælp og biler, der mangler strøm, lyder det fra Nicki Petersen.
En del sne er søndag faldet over den centrale del af Jylland, men også i et bånd videre mod sydøst til Sydsjælland.
Det fremgår af DMI's hjemmeside.
Mange steder er der faldet to til syv centimeter sne, men i Vestjylland er der målt op til cirka 19 centimeter. Da der er tale om snebyger, kan der lokalt være faldet mere.
Resten af dagen fortsætter med spredte snebyger, men i løbet af aftenen bliver der færre af dem.
Mandag vil byde på mest skyet vejr med enkelte snebyger, skriver DMI i sin oversigt over den kommende uge.
I landets sydlige egne vil der i løbet af mandagen være udbredt sne eller slud.
Temperaturerne ventes at være på mellem to graders frost og to graders varme. Derudover vil der være let til frisk vind fra sydøst og øst.
Mandag nat vil der være skyet og stedvis sne, skriver DMI. På det tidspunkt vil temperaturerne ligge mellem frysepunktet og tre graders frost med let til frisk vind omkring øst. Ved kysterne vil der være stedvis hård vind.
SOS Dansk Autohjælp har indkaldt "al disponibelt mandskab" til mandag morgen, hvor der ventes at være travlt.
- Der er stadig isglat og koldt, så vi regner også med at skulle yde starthjælp til mange, siger tjenestens vagtcentralchef Anette Bjørn Juncker til TV 2.
Hun opfordrer bilisterne til at tage afsted i god tid mandag, hvis de skal ud og køre på vejene.
Derudover opfordrer Anette Bjørn Juncker til, at man udviser agtpågivenhed, hvis man ikke har fået vinterdækkene monteret endnu.
/ritzau/