Slædehundes gener afslører: Inuit kom til Grønland tidligere end antaget

21. AUG 2025 • 06:53INDLAND/KRIMINAL

Forskere finder forhistorisk hunde-DNA i skeletter og pelsdekorationer, der fortæller nyt om Grønlands fortid.

Forfædrene til Grønlands befolkning kom til den store ø flere hundrede år tidligere end hidtil antaget.

Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse. Det er en kortlægning af slædehundes gener, der ligger bag den nye viden.

Inuit rejste nemlig med hunde fra Canada til Grønland.

- Indtil nu har vi troet, at inuit ankom til Grønland for 800 år siden, men i slædehundenes genom kan vi se, at der allerede 200-300 år før har været en tidligere bølge af immigranter, siger professor Anders Johannes Hansen fra Globe Institute ved Københavns Universitet.

Det er både nulevende og fortidige slædehundes gener, der er blevet kortlagt, i perioden fra inuit kom til Grønland og frem til i dag.

Forskerne har blandt andet brugt hundeskeletter og pelsdekorationer på historiske anorakker som kilde til forhistorisk hunde-DNA.

Slædehunde har i Grønland spillet en helt særlig rolle som uundværlig arbejdskraft, der har trukket slæder gennem de isklædte omgivelser.

Hundenes genetiske materiale fortæller flere detaljer om de tidlige inuits færden, lyder det fra studiets hovedforfatter, Tatiana Feuerborn fra Københavns Universitet.

- Det er første gang, vi har genetisk belæg for at fastslå, hvornår inuit ankom, og at de efterfølgende delte sig i fire grupper, der bosatte sig isoleret fra hinanden i adskilte egne, siger Tatiana Feuerborn i meddelelsen.

Det er ikke kun de geografiske forandringer, forskerne ser afspejlet i hunde-DNA'en.

Også perioder, hvor antallet af slædehunde i de enkelte områder er faldet på grund af sygdom eller sult, kan ifølge pressemeddelelsen aflæses.

Selv om Grønland og slædehunde er dybt forbundne, skrumper antallet af hunde dog år for år.

Det skyldes blandt andet klimaforandringer og snescootere.

- På grund af havisens tilbagetrækning er det i en kortere periode af året og i mere afgrænsede områder, hundeslæderne kan køre.

- Det, kombineret med brugen af snescootere, medvirker til, at færre har slædehunde, siger Anders Johannes Hansen.

Kortlægningen af slædehundenes genetiske ophav spiller også en rolle for fremtidens hundebestand på Grønland.

- Hvis hundene skal bevares i fremtiden, er det nødvendigt med data på, hvordan en sund hundebestand ser ud genetisk, og den data leverer vi i dette studie, siger professoren.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT