Tivoli indstiller ugentlige fyrværkerishow efter arbejdsulykke
En mand blev lørdag aften forbrændt i forbindelse med fyrværkeri i Tivoli. Nu indstilles det ugentlige show.
Tivoli i København indstiller midlertidigt lørdagsfyrværkeri, efter at en fyrværker lørdag aften blev forbrændt flere steder på kroppen.Det oplyser Tivolis pressechef, Torben Plank.
Fyrværkerishowet, som normalt kan opleves om lørdagen i sommersæsonen, vil være sat på pause, indtil alle undersøgelser af arbejdsulykken er færdige.
Den 20-årige fyrværker blev i ulykken forbrændt på halsen og på fingre og blev kørt til kontrol på hospitalet.
Søndag lyder det fra Torben Plank, at manden har det godt.
- Den tilskadekomne unge mand har det efter omstændighederne godt, og vores tanker er hos ham og de pårørende
- Lad denne hændelse minde os alle om, at fyrværkeri skal behandles med største respekt, siger pressechefen i en skriftlig meddelelse.
Den 20-årige er ikke en af Tivolis egne medarbejdere, lyder det videre fra Torben Plank.
Han er derimod ansat hos et firma, der leverer fyrværkeri til Tivoli.
På forlystelsesparkens hjemmeside fremgår det, at der hver uge fra 1. juni til 21. september er lørdagsfyrværkeri.
Showet finder sted sent om aftenen - kort før parkens lukketid.
Torben Plank oplyser ikke, hvor længe man regner med, at undersøgelserne af arbejdsulykken vil tage.
Københavns Politi oplyste lørdag, at det endnu ikke stod klart, præcist hvordan ulykken var sket.
- Fyrværkeren er jo typisk den person, der planlægger og tænder fyrværkeriet. Jeg kender endnu ikke de præcise detaljer om, hvad der er sket, men i forbindelse med fyrværkeriet blev han forbrændt, sagde vagtchef Dyre Sønnicksen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 23.44.
Der var efter ulykken ingen meldinger om, at den 20-åriges tilstand var kritisk. Ifølge vagtchefen kom ingen andre til skade i hændelsen.
Politiet vil undersøge ulykken i samarbejde med Arbejdstilsynet.
/ritzau/