The Minds of 99 tager på miniturné til næste forår
The Minds of 99 spiller seks koncerter i København og Herning i marts og april næste år.
Det danske band The Minds of 99 satte nye standarder for koncerter herhjemme, da bandet fyldte Parken i København tre dage i træk sidste sommer.Siden har de ikke optrådt som hovednavn til en koncert, men det bliver der lavet om på nu.
Koncertarrangøren Live Nation fortæller i en pressemeddelelse, at The Minds of 99 spiller seks koncerter i marts og april næste år.
Først gælder det to optrædener i Jyske Bank Boxen i Herning, og herefter følger fire koncerter i Royal Arena i København.
De to koncerter i Herning skal foregå fredag 20. og lørdag 21. marts. De to følgende weekender spiller The Minds of 99 så i København.
Forsanger Niels Brandt tror, at de nye koncerter kan blive endnu mere intense i de indendørs arenaer end i Parken, og så lover han, at bandet har nye sange med til koncertrækken.
- Hvor mange og hvordan de ender med at lyde, kan vi ikke sige endnu - men energien er stærk, siger han.
De tre koncerter i Parken samlede i alt 147.000 koncertgængere, og i februar i år udkom en dokumentarfilm om de tre døgn i juni.
Bandet spillede på en række festivaler denne sommer, herunder Tinderbox i Odense og Northside i Aarhus.
Seneste koncert foregik til Fyrfest i Viborg 30. august. Det var samtidig årets sidste, fremgår det af orkestrets Instagram-profil.
Det officielle billetsalg begynder på fredag. Inden da vil modtagere af bandets og Live Nations nyhedsbrev dog få mulighed for at skaffe sig billetter.
/ritzau/