Styrelse hjælper for første gang voksne med søvnanbefalinger

24. APR 2024 • 10:45INDLAND/KRIMINAL

En stor andel af voksne bør sove mellem syv til ni timer, lyder nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Den tid, vi bruger med lukkede øjne og under dynen, kan være afgørende for både den mentale og fysiske sundhed. Trods det sover hver tredje voksne for lidt.

Det skriver Sundhedsstyrelsen, der for første gang har lavet anbefalinger for søvnlængde for voksne, i en pressemeddelelse.

Styrelsen anbefaler, at voksne mellem 18 og 25 år sover mellem syv til ni timer på et døgn med regelmæssige sove- og opvågningstidspunkter. Samme tidsinterval anbefales voksne mellem 26 og 64 år.

For voksne på 65 år eller derover anbefaler styrelsen mellem syv til otte timer under dynen.

Det er individuelt, hvor lang tid man har brug for at sove. Selv om anbefalingen lyder på mellem syv og ni timers søvn for en stor del af den voksne gruppe, kan der være nogen, som har brug for mindre eller mere, skriver styrelsen.

Sektionsleder i styrelsen Maja Bækgaard Jørgensen siger i meddelelsen, at søvnlængden kan blive trængt på grund af den måde, samfundet er indrettet på.

Ifølge hende kan det medvirke til, at man vælger at sove mindre for at kunne nå sine mål eller for at undgå at gå glip af noget på skærmen.

- Derfor vil vi gerne slå et slag for, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer vores søvn, fordi søvn har stor betydning for vores sundhed og trivsel, siger hun.

Anbefalinger for søvnlængde til voksne er baseret på anbefalinger om søvnlængde fra den amerikanske søvnorganisation National Sleep Foundation og Vidensråd for Forebyggelses rapport om søvn og sundhed.

Nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at i 2023 sov voksne i gennemsnit syv timer og tolv minutter.

- Er man oppe i årene, er nattesøvnen ofte endnu kortere. Det betyder, at vi ligger i den lave ende af de 7-9 timer, så de fleste af os kunne godt have brug for at sove lidt mere, lyder det fra Maja Bækgaard Jørgensen.

Desuden har styrelsen ændret i intervallerne for børn og unge.

Blandt andet anbefales unge på mellem 14 og 17 år at sove otte til ti timer på et døgn, og børn mellem 6 og 13 år anbefales 9 til 11 timer.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU