Strejker i tyske lufthavne holder fly på jorden i København

10. MAR 2025 • 09:01INDLAND/KRIMINAL

Strejker i 11 lufthavne i Tyskland gik i gang efter midnat. Mandag morgen er flere fly fra København aflyst.

Flere flyafgange fra Kastrup til tyske lufthavne er mandag aflyst som følge af strejker i Tyskland.

15 afgange er aflyst i løbet af dagen til lufthavne som München, Berlin og Frankfurt.

Det fremgår af Københavns Lufthavns hjemmeside mandag morgen.

Samtidig er flere ankomster fra Tyskland aflyst. Det drejer sig ligeledes om 15 fly, der ikke lander i København som planlagt.

Billund Lufthavn er også berørt af strejkerne - dog i mindre grad. En ankomst fra Frankfurt til Billund er mandag aflyst, fremgår det af lufthavnens hjemmeside.

Ved midnat natten til mandag indledte ansatte i 11 store tyske lufthavne en strejke, der efter planen skal vare en dag.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Det er fagforeningen Verdi, der har iværksat strejkerne. De skyldes uenighed om lønforhold med arbejdsgivere.

Allerede søndag begyndte ansatte i lufthavnen i Hamburg at strejke. Ifølge lufthavnen skete det uden varsel.

Kun nogle få fly kom afsted fra Hamburg, og alle afgange fra København til Hamburg blev aflyst.

En talsperson for Verdi sagde søndag til dpa, at den uanmeldte strejke var nødvendig for at sikre, at effekten virkelig kunne mærkes.

Verdi er bevidst om konsekvenserne for passagerer, lød det. Men fagforeningen håbede, at strejken kunne presse arbejdsgiverne til at sætte sig ved forhandlingsbordet.

Ifølge Reuters er det både offentligt ansatte og medarbejdere i ground handling, der strejker. Sidstnævnte står blandt andet for at tanke flyene og håndtere bagage.

Verdi kræver lønstigninger på otte procent eller mindst 350 euro månedligt. Det svarer til omkring 2600 kroner. Men arbejdsgivere har afvist kravet.

En anden forhandlingsrunde slog fejl i februar.

Verdi står for Vereinte Dienstleistungsgewerkschaft. Fagforeningen organiserer omkring to millioner mennesker fra en lang række forskellige professioner.

Foruden Hamburg og Frankfurt - Tysklands største lufthavn - strejkes der mandag i lufthavne i München, Stuttgart, Köln, Düsseldorf, og Dortmund.

Det samme gælder i Hannover, Bremen, Berlin og Leipzig.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT