Smukfest sætter færre billetter til salg til næste års festival

24. OKT 2022 • 16:16INDLAND/KRIMINAL

Festivalen går imod egen plan om at sælge flere billetter, fordi nogle gæster i år mente, der var for fyldt.

Smukfest sætter 1000 færre billetter til salg til festivalen i 2023 sammenlignet med festivalen, der blev afholdt i august i år.

Det oplyser Smukfest i en pressemeddelelse.

Planen var ellers at øge antallet af billetter med 2500. Årsagen er, at gæster i år havde en oplevelse af, at der var for trængt.

- Vi havde en fantastisk Smukfest 2022, men nogle havde oplevelsen af, at der var for fyldt på pladsen, hvilket vi selvfølgelig tager meget seriøst, siger talsmand Søren Eskildsen i meddelelsen.

- Festivalpladsen har gennemgået en del forandringer siden sidste afvikling i 2019, som både vi og vores gæster skal lære at navigere i, så pladsen bruges allerbedst. Det vil vi fokusere på til den kommende festival, siger han.

Partoutbilletterne - altså billetter til alle festivalens dage - sættes til salg tirsdag den 8. november klokken 10.00. Prisen for et armbånd til festivalen er skruet lidt op i forhold til prisen i år, hvor en partoutbillet kostede 2995 kroner, så den følger inflationen, oplyser festivalen.

Endagsarmbånd sættes til salg 1. februar.

Festivalen afholdes 2.-6. august næste år. Smukfest har endnu ikke annonceret, hvem der kommer og optræder på næste års festival.

Smukfest er en meget populær festival, hvor armbåndene ofte er revet væk, inden musikprogrammet er kendt. Det samme gælder for Roskilde Festival.

De seneste år har festivalen skruet op for antallet af festivaldeltagere i bøgeskoven.

Billetterne til festivalen i 2019 var købt, godt en time efter at de var sat til salg. Der var tale om 28.000 partoutbilletter.

I 2020 blev de 29.500 partoutbilletter solgt på 59 minutter. På grund af coronapandemien blev der ikke afholdt nogen festival den sommer. Det samme gjaldt for 2021.

Smukfest er en festival, der afholdes i bøgeskoven i Skanderborg. Den blev afholdt første gang i 1980.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT