Skuespilleren bag Lille Per er død
Ole Neumann, der foruden at være musiker også spillede Lille Per i "Far til Fire"-filmene, er død, 77 år.
Ole Neumann, der blev kendt for at spille Lille Per i de allerførste "Far til Fire"-film, er død i en alder af 77 år.Det skriver Ekstra Bladet, der har talt med hans samlever, Manja Jurkowsky.
Hun ønsker ikke at oplyse om dødsårsagen, og bisættelsen vil også blive holdt privat.
Ole Neumann charmede sig ind i danskernes hjerter i rollen som den frække Lille Per, der altid var frisk på et eventyr og altid havde tøjelefanten Bodil på slæb.
I rollen som Lille Per sang Ole Neumann blandt andet "Hej for dig" og "Julebal i Nisseland", der sidenhen er blevet klassikere inden for børnesange.
Han var blot seks år gammel, da han medvirkede i sin første film, men som 18-årig droppede han dog skuespillerkarrieren og ernærede sig i stedet som musiker.
I forbindelse med sin 75-års fødselsdag fortalte han til Ritzau, at han havde spillet på tusind værtshuse.
- Jeg kunne have lavet kassen, hvis jeg havde taget rundt og sunget "Far til Fire"-sange, men der havde jeg været, så derfor ville jeg spille rock, sagde han dengang.
Ole Neumann blev i 1967 desuden uddannet som fotograf og fotograferede blandt andet for pornobladet "Weekend Sex".
/ritzau/