Særligt bræt skal gøre det nemmere at redde liv ved stranden
En donation på 278 lifeboards kommer, efter at de også sidste år blev sat op på flere strande i Danmark.
Codan Fonden har doneret 278 lifeboards, som skal gøre det nemmere for strandgæster at redde liv, når der sker en drukneulykke på en strand, hvor der er langt til professionel hjælpDet skriver fonden og firmaet bag redningsudstyret - LifeBoard - i en pressemeddelelse.
- Danskerne elsker at færdes på stranden, men det kan desværre også være en farlig fornøjelse, siger Mikkel Thomassen, som er medstifter af LifeBoard i meddelelsen.
Et lifeboard ligner et kort, bredt SUP-board eller et surfbræt, som er designet til at flyde og padle med i de noget vildere vandforhold, som oftest er at finde ved kystlinjen.
Det er meningen, at de skal bruges til svømmende redning på steder, hvor den professionelle hjælp ikke kan nå frem i tide, lyder det i pressemeddelelsen.
Donationen kommer oven i en lignende fra 2024. Det betyder, at der indtil videre er doneret over 500 af redningsudstyret.
I forvejen kan man finde lifeboards på strande som Hornbæk Strand, Bellevue Strand ved København og Løkken Strand.
Hos Codan Fonden glæder man sig også over, at man igen kan donere lifeboards.
- Det skal mindske antallet af drukneulykker, der hvert år forekommer i nærheden af kysterne, siger Camilla Amstrup, som er bestyrelsesmedlem i fonden, i pressemeddelelsen.
Udover at donere udstyret går pengene fra Codan Fonden også til, at der kan holdes forebyggende arrangementer for børn og unge.
Her kan de lære at bruge redningsudstyret og blive trænet i vandsikkerhed.
De nyeste tal for drukneulykker er fra 2022. Her skete der 67 drukneulykker. 15 af dem foregik ved kyst og strand ifølge en rapport fra Syddansk Universitet.
Det var en stigning, efter at antallet af fatale drukneulykker i perioden fra 2018 til 2021 var faldet fra 65 til 50 om året.
/ritzau/