Røde Kors vil bekæmpe ensomhed med 20 nye fælleshuse
Den A.P. Møllerske Fond støtter med 15 millioner kroner opførslen af nye fællesskabshuse.
Røde Kors åbner 20 nye fællesskabshuse, der skal bekæmpe stigende mistrivsel og ensomhed.Det sker med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
Fællesskabshusene skal være et sted, hvor man kan mødes over en kop kaffe eller få hjælp til små og store problemer, oplyser Røde Kors.
- Vi håber at skabe rammerne for, at mennesker kan mødes, spille skak og se fjernsyn sammen. Egentlig bare være sammen med andre. Fællesskabshusene er et forsøg på at få folk ud hjemmefra og få dem med i nogle fællesskaber, siger generalsekretæren for Røde Kors i Danmark, Anders Ladekarl, til Ritzau.
- Fællesskabshusene er særligt vigtige nu, fordi vi efter covid-19 oplevede en pandemi af ensomhed sprede sig. Der er behov for, at vi rækker ud til hinanden, lyder det.
Røde Kors har tidligere eksperimenteret med to fællesskabshuse i Lyngby og Dronninglund, der har været en stor succes, siger Anders Ladekarl.
Andre steder har genbrugsbutikkers baglokaler og biblioteker fungeret som mødesteder, lyder det.
- Fællesskabshusene bliver åbne for mange former for aktiviteter, og hvor vi inviterer almindelige mennesker ind, men også andre organisationer, der får mulighed for at skabe aktiviteter, siger han.
De bliver etableret i løbet af de næste tre år med en samlet støtte på 15 millioner kroner fra fonden.
Det er endnu ikke besluttet, hvor i landet de 20 nye huse skal ligge. De skal drives af frivillige.
- Vi har 200 lokalafdelinger, der skal drive fællesskabshusene. Det er de frivillige, der skal sætte aktiviteter i gang og række ud til lokalsamfundet, siger Anders Ladekarl.
Røde Kors har bedt lokalafdelingerne melde tilbage, hvis de genkender et behov for et fællesskabshus i deres område.
- Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser fra lokalafdelingerne. Lige nu handler det om at få dem lagt, hvor behovet er størst, siger han.
/ritzau/