KØB ABONNEMENT

Rod Stewart kommer til Danmark på sin sidste turné

INDLAND/KRIMINAL • 28. SEP 2026 • 11:34

Den 81-årige sanger Rod Stewart siger med sin turné "The Final Encore" farvel til livet på landevejen.

Den britiske sanger Rod Stewart gæster Royal Arena i København den 6. juni 2027 som en del af sin turné "The Final Encore".

Det annoncerer koncertarrangøren Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.

Ifølge den 81-årige sanger er tiden "kommet til at sige farvel til livet på landevejen".

- Efter mere end seks årtier bliver "The Final Encore" uden tvivl min sidste turné, bedyrer Rod Stewart.

- Jeg har sunget den musik, jeg elsker, siden jeg var 19 år gammel, og jeg har haft privilegiet at tage den med rundt i hele verden til jer alle. Det har givet mig et liv, der er langt mere fantastisk, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, siger han blandt andet i pressemeddelelsen.

Rod Stewart måtte afbryde sin One Last Time-turné i august i år, da han fik indsat en stent i en kranspulsåre.

Det oplyste hans repræsentant i en pressemeddelelse ifølge CNN.

En stent sættes ind i en forsnævret kranspulsåre for at holde blodkarret åbent. Eksempelvis hvis der er opstået åreforkalkning.

Rod Stewart begyndte at lave musik som teenager. I slutningen af 1960'erne tog det fart, da han blev en del af flere forskellige rockbands som The Jeff Beck Group og The Faces.

I 1969 udgav Rod Stewart sit solodebutalbum, "An Old Raincoat Won't Ever Let You Down".

Hans helt store gennembrud som solist kom i 1971 med udgivelsen af albummet "Every Picture Tells a Story", som rummede nummeret "Maggie May".

Blandt hans kendte numre er også "Da Ya Think I'm Sexy?" fra hans niende soloalbum, "Blondes Have More Fun", fra 1978.

Rod Stewart er også kendt for sine fortolkninger af andres sange.

Blandt andet af Cat Stevens' "The First Cut Is the Deepest", Van Morrisons "Have I Told You Lately" og The Sutherland Brothers "Sailing".

Rod Stewart udgav i 2024 sit foreløbig sidste album, "Swing Fever", i samarbejde med pianisten og komponisten Jools Holland.

"The Final Encore" bliver indledt i Irlands hovedstad, Dublin, den 23. april og slutter i den tyske storby Hannover den 24. juli.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT