Nedfalden køreledning ved Sorø forstyrrer togtrafik mellem landsdelene
Togrejsende kan mandag opleve længere rejsetid mellem Ringsted og Slagelse samt København og Esbjerg.
Det er forventningen, at der frem til klokken 20.00 mandag aften kører færre tog mellem Ringsted og Slagelse.Rejsende kan også opleve længere rejsetid mellem de to stationer, fremgår det af DSB's trafikinformation.
Klokken 14.51 fremgik det af DSB's trafikinfo, at statsbanerne heller ikke har mulighed for at køre alle tog mellem landsdelene.
Intercitylyn samt intercitytog mellem København og Esbjerg kører fortsat, men rejsende kan forvente længere rejsetid på strækningen.
DSB opfordrer derfor rejsende til at benytte sig af Rejseplanen.
Forstyrrelsen af togtrafikken skyldes en nedfalden køreledning mellem Sorø og Slagelse i vestgående retning.
Selv om køreledningen er faldet ned, er det dog stadig muligt for tog at køre i det andet spor, oplyser DSB til Ritzau.
Hertil lyder det, at der er bestilt 50 togbusser, som kommer til at køre mellem Ringsted, Sorø og Slagelse. De første togbusser er begyndt at køre.
DSB har desuden sendt personale ud til stationerne i Slagelse og Ringsted for at hjælpe og vejlede rejsende, som er påvirket af aflysninger eller forsinkelser.
Det fremgår, at Banedanmark er på stedet og arbejder på at rette fejlen.
Direktør for vedligehold ved Banedanmark Nicolai Smidt Sigsgaard oplyser til Ritzau, at man arbejder på at få et overblik over skadernes omfang.
- Først når vi har et overblik, kan vi komme med en endelig prognose for, hvornår togene igen kan køre normalt, lyder det fra Sigsgaard.
Han tilføjer, at man omkring klokken 15.30 var i gang med at evakuere det tog, som holder under den nedfaldne køreledning.
Her skal et andet tog kobles på, så det kan trække det stillestående tog til den nærmeste station.
Ifølge Nicolai Smidt Sigsgaard tager Banedanmark situationen meget alvorligt.
- Vi er jo godt klar over, at det ikke er første gang, at vi kan konstatere en nedfalden køreledning på samme strækning inden for relativt kort tid, lyder det fra direktøren for vedligehold.
Banedanmark vil derfor undersøge nærmere, hvorfor køreledninger på denne strækning falder ned.
RITZAU
