Rekordmange rejste med metroen under Tour de France

2. JUL 2022 • 15:58INDLAND/KRIMINAL

Vejdirektoratet rådede borgerne til at lade bilen stå derhjemme og benytte sig af offentlig transport fredag.

Rekordmange mennesker hoppede fredag med metroen, da verdens største cykelløb, Tour de France, rullede ud på de københavnske gader.

Hele 569.000 passagerer gjorde brug af metroen i Københavns undergrund.

Den tidligere passagerrekord i det samlede metrosystem blev sat den 29. november 2019 i forbindelse med Black Friday, hvor knap 535.000 passagerer rejste med de fire metrolinjer.

Trods det rekordhøje antal passagerer var Metroselskabet ikke overrasket over travlheden.

- Vi havde tænkt, at det godt kunne være, at vi ville slå rekord. Så det er ikke kommet bag på os. Hele vores planlægning har handlet om, at vi skulle kunne transportere rigtig mange mennesker, siger Rebekka Nymark, konstitueret administrerende direktør i Metroselskabet.

- Normalt har vi mange passagerer om fredagen, men vi vidste godt, at med så mange gæster i byen i forbindelse med Tour de France og meget andet transport, der ikke kunne køre, så ville vi nok få flere, end vi plejer, tilføjer hun.

På grund af den store travlhed øgede Metroselskabet driften, så metrolinjerne kørte med myldretidsdrift hele dagen og ned til mindre end to minutter mellem hver afgang.

Flere af de største veje i København blev både på løbsdagen og i dagene forud for cykeletapen afspærret.

I den forbindelse har blandt andet Vejdirektoratet rådet borgerne til at lade bilen stå derhjemme og så vidt mulig benytte sig af offentlig transport.

Også hos DSB havde man en travl dag, hvor der var flere passagerer med togene end sædvanligt.

Alene i S-togene var der omkring 420.000 rejser i løbet af dagen, hvor 270.000 af dem blev gennemført i tidsrummet mellem klokken 12 og klokken 20.

- Vi havde forventet, at der ville komme rigtig mange passagerer, fordi rådet var at lade bilen stå uden for København og tage toget ind til byen, siger kundechef i DSB Charlotte Saltoft Kjærulff.

Trods den ekstraordinært store mængde af passagerer fredag stødte Metroselskabet og DSB ikke på større udfordringer.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU