Regionaltog mellem København og Høje Taastrup kører igen fra klokken 10

4. MAJ 2026 • 09:15INDLAND/KRIMINAL

Fejl på sporskifter ved Glostrup betyder, at tog holdt stille mandag. Fra klokken 10 kører fjerntogene igen.

Flere tog holder mandag morgen stille på skinnerne mellem Høje Taastrup og København H.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Togene kan ikke køre på grund af en fejl på sporskifter ved Glostrup. Fejlen er løst, og fra omkring klokken 10 vil der igen køre fjerntog mellem Høje Taastrup og København.

Det skriver Banedanmark på X.

De første togbusser mellem Høje Taastrup og Roskilde er efter planen begyndt at køre.

Enkelte togbusser kører via Hedehusene og Trekroner.

DSB's pressevagt oplyste mandag morgen til Ritzau, at udfordringerne kun påvirker fjern- og regionaltog.

- Man kan fortsat tage S-togene. De kører på en anden strækning, sagde pressevagten.

I en opdatering på DSB's hjemmeside klokken 07.07 oplyser DSB, at der mandag morgen vil køre færre tog på Sjælland, og at der skal forventes længere rejsetid.

Det er teknikere fra Banedanmark, der har undersøgt og udbedret fejlen på sporskifterne.

- Det drejer sig om fastlåste sporskiftere i Glostrup. Vi arbejder på at få dem funktionsdygtige igen, sagde pressevagt fra Banedanmark tidligere mandag morgen.

DSB henviser på sin hjemmeside til rejsetidsgarantien, der træder i kraft, hvis rejsende er mere end 30 minutter forsinket.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT