Publikumsønske opfyldes: Australsk popduo indtager Northside

21. NOV 2025 • 10:32INDLAND/KRIMINAL

Australske Empire of the Sun er blandt ni nye navne, som Aarhus-festivalen Northside fredag kan præsentere.

Den australske popduo Empire of the Sun er blandt ni nye navne på plakaten for næste års Northside-festival i Aarhus.

Det skriver Northside i en pressemeddelelse.

Bandet, der står bag hits som "We Are The People" og "Walking on a Dream", har ifølge festivalen været et stort publikumsønske.

- De gør tingene på deres helt egen måde med en farverig og sprudlende blanding af dance-rock, synth-pop og new wave, skriver NorthSide.

Bandet er ifølge festivalen kendt for at levere et show fyldt med "flamboyante kostumer og futuristiske scenebilleder".

Northside præsenterer også en række navne inden for elektronisk musik. Det gælder den hollandske trio Tinlicker og amerikanske Sudan Archives.

Den danske sanger og sangskriver Alex Vargas vil også være at finde på Northside ligesom to andre danske bands - Kalaset og Uro, der ifølge Northside begge er "publikumsfavoritter".

For nyligt kunne Northside præsentere Jack White som et af navnene ved næste års festival.

Han stod tidligere i spidsen for rockduoen White Stripes, men er siden gået solo.

Det bliver også i den form, at han optræder på scenen i Eskelunden ved Aarhus til sommer.

Også den danske popgruppe Aphaca har meldt sin ankomst til festivalen.

Det danske kometband annoncerede for nylig en koncert i Parken i København næste efterår, der allerede er udsolgt.

Northside finder sted i Eskelunden i Aarhus fra 4. til 6. juni.

Festivalen har været afholdt siden 2010 og trækker normalt op til 25.000 i løbet af de tre dage, festivalen finder sted.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT