Celine Dion gør comeback med koncertrække i Paris

30. MAR 2026 • 21:48UDLAND

Nogle år efter at have fået konstateret autoimmun sygdom har Celine Dion det bedre og er klar til koncerter.

Den canadiske sangerinde Celine Dion vender efter en længere pause tilbage til koncertscenen med ti optrædener i den franske hovedstad, Paris.

Det meddeler sangerinden - der i 2022 fortalte, at hun havde fået konstateret den autoimmune sygdom stiff person-syndrom - på sociale medier mandag.

Det er samtidig popstjernens 58-års fødselsdag.

- I år får jeg mit livs bedste gave, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg får chancen for at se jer, for at optræde for jer igen.

De ti koncerter finder sted i september og oktober i Paris La Defense Arena.

Stiff person-syndrom får kroppen til at danne antistoffer mod sit eget væv og forårsager stivhed i musklerne og smertefulde kramper.

Sangerinden siger dog, at hendes tilstand nu er blevet forbedret.

- Jeg ønsker, at I skal vide, at jeg har det rigtig godt, har styr på mit helbred, føler mig godt tilpas, siger hun.

Celine Dion optrådte i 2024 til åbningsceremonien ved OL i Paris, men koncerterne i Paris bliver hendes første større koncertrække, siden hun trådte tilbage fra rampelyset i 2022.

Dions største hit er "My Heart Will Go On" fra filmen "Titanic" fra 1997.

Men hun startede karrieren på fransk og udsendte allerede sin første plade som 12-årig i 1981 - nemlig "La voix du bon Dieu".

Som 20-årig - i 1988 - vandt hun det internationale melodigrandprix med "Ne Partez Pas Sans Moi" for Schweiz.

Tilbage i 2008 fik sangeren de første symptomer på den autoimmune sygdom. Hun mærkede noget i halsen og fik efterhånden større og større besvær med at kontrollere sin stemme.

Privat er sangerinden mor til tre, som hun fik med sin mand og manager, René Angélil, der døde af kræft i 2016.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT