Forsker opfordrer til at bruge mørket mere i vintermånederne
Mange forbinder skiftet til vintertid med noget svært, men en mørkeforsker mener, at vi bør bruge mørket mere.
Når urene natten til søndag stilles en time tilbage, får vi mere mørke om aftenen og mere lys om morgenen.Det kan være svært for mange at gå de mange mørke vintermåneder i møde, men faktisk bør vi lære at sætte mere pris på mørket.
Det mener Mette Hvass, der forsker i mørke på Aalborg Universitet.
- Vi har vænnet os til, at mere lys altid er bedre. Men det forholder sig ofte omvendt.
- For meget og forkert udendørs belysning kan være skadelig for både mennesker og dyr. Derfor skal vi blive bedre til at værdsætte mørket og de oplevelser, det giver os, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun nævner som eksempel, at et forsøg ved en letbanestation i Aarhus har vist, at en reduceret belysning på cirka 80 procent gjorde folk mere trygge.
Fordi lysstyrken på stationen var reduceret, kunne de ventende se mere i omgivelserne, lyder det i pressemeddelelsen.
Mette Hvass siger altså ikke, at man skal slukke alt lys. I stedet bør man arbejde med at reducere lysstyrken, mener hun.
- Vi behøver ikke vælge mellem lys og mørke. Men vi skal blive bedre til at bruge lys med omtanke, siger hun.
Når mørket falder på, er der flere ting, som man kan opleve.
Blandt andet bliver stjerner, planeter og Månen mere synlige. Det er også en oplevelse at opleve skiftet mellem dag og nat ved skumringstid, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
I mørket bliver man også mere opmærksom på sine andre sanser. Det betyder, at lyde, dufte og temperaturer fylder mere - selv om man ofte kan se meget mere, end man tror, skriver universitetet.
Mange forbinder mørket med utryghed og ubehag. Men jo mere tid, man tilbringer i mørket, des mere naturligt og trygt kan det føles, lyder det.
- Når vi giver plads til mørket, får vi adgang til oplevelser, sanser og naturfænomener, som ellers forsvinder i lyset, siger Mette Hvass.
RITZAU
