Nye aftaler skal sikre loft over medicinpriserne

31. MAR 2023 • 15:22INDLAND/KRIMINAL

Prisloftet på tilskudsberettiget apoteksmedicin fastfryses, mens loftet reduceres på sygehusmedicin.

For at skabe forudsigelighed om medicinpriserne og begrænse væksten i medicinudgifter er der blevet indgået en ny aftale for loft over medicinpriserne.

Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen vedrører prislofterne på både sygehusmedicin og tilskudsberettiget apoteksmedicin. Den er indgået mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen.

Et prisloft betyder, at der er en maksimalpris for en vare. En udbyder må gerne tage en lavere pris for en vare end prisloftet, men aldrig en højere.

- I en tid med høje stigninger i forbrugerpriserne er jeg meget tilfreds med, at vi med aftalerne holder priserne på apoteksmedicin i ro de næste to et halvt år og endda sænker listepriserne for sygehusmedicin, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.

Aftalen om sygehusmedicin løber frem til 31. december 2024. Den nye aftale betyder, at prisloftet på sygehusmedicin reduceres med 2,2 procent den 1. februar 2024.

Det nuværende loft over priserne på tilskudsberettiget apoteksmedicin fastfryses som følge af aftalen frem til 30. september 2025.

Aftalen sikrer også, at listeprisen på nye lægemidler, der introduceres i Danmark i aftaleperioden, ikke kan overstige den gennemsnitlige pris i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland, Belgien, Tyskland, Irland og Østrig.

- Vi skal ikke betale mere for sygehusmedicin i Danmark, end man gør i de lande, vi normalt sammenligner os med, siger Sofie Løhde.

Også formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) er tilfreds med aftalen.

- I regionerne vil vi gerne tilbyde god og effektiv medicin, som gør en forskel for patienterne. Aftalerne er med til at skabe mere sikkerhed om regionernes medicinbudgetter. Det er til gavn for alle, siger han i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU