Nu kan daginstitutioner og dagplejere få gratis bogpakke

INDLAND/KRIMINAL18. SEP 2026 • 15:25

Efter Pisa-undersøgelsen kommer regeringen med en ny bogpakke til landets dagplejer og daginstitutioner.

Nu vil gratis bogpakker blive uddelt til de daginstitutioner og dagplejere, der tilmelder sig initiativet inden 8. oktober 2026.

Regeringen har afsat 20 millioner kroner til initiativet "Bogfrø - De små læser", der skal give børn bedre adgang til bøger.

Det skriver Børne-, Ældre- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

- Bøger åbner døre til nye verdener, men nogle daginstitutioner og dagplejer mangler simpelthen nye bøger på hylderne.

- Det forsøger vi derfor nu at ændre på. Med initiativet ønsker vi at give flere børn mulighed for at møde bøger i hverdagen, finde glæden ved højtlæsning og så frøene til, at deres læseglæde kan spire frem og vokse sig stor, siger børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) i pressemeddelelsen.

Initiativet skal give landets daginstitutioner og dagplejer flere bøger og mere understøttende pædagogisk materiale.

Landets seks centralbiblioteker, der er placeret i Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Gentofte Kommune, skal indkøbe og sammensætte bogpakker med formidlingsaktiviteter.

Centralbibliotekerne skal også på besøg hos daginstitutioner og dagplejer for at vejlede det pædagogiske personale og læse højt for børnene.

Bogpakken kommer efter en Pisa-undersøgelse, der viser, at danske elever på 15 år blandt andet har fået sværere ved at læse.

Den viser blandt andet, at andelen af lavtpræsterende skoleelever er fordoblet på ti år, og at mere end 29 procent scorede bundkarakter i forhold til læseevner.

- De seneste Pisa-tal bør få alle alarmklokker til at ringe, og jeg er bekymret over, at det står så skidt til med vores børns læseevner. At være god til at læse er nemlig en superkraft i en tid, hvor vores hjerner mudres til med skærme og algoritmer, siger kulturminister Zenia Stampe (R) i pressemeddelelsen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT